Krimi

Mand fundet død i strandkanten - nu er han identificeret

Politiet har ingen grund til at tro, at der skulle ligge noget kriminelt bag dødsfald i Nordjylland.

En tysk turist fandt torsdag eftermiddag en afdød mand i strandkanten i Lyngså i Vendsyssel.

Den afdøde mand havde ingen ejendele på sig, og på daværende tidspunkt var Nordjyllands Politi ikke bekendt med mandens identitet. Politiet søgte derfor om hjælp til at få ham identificeret.

Fredag eftermiddag er det lykkedes politiet at fastslå, hvem manden var, ved hjælp af fingeraftryk, da han optrådte i politiets registre.

Der er tale om en 51-årig mand fra Hals-området, skriver Nordjyllands politi på Twitter.

- På mandag er der ligsyn, men allerede i dag tager vi hans fingeraftryk, sagde Kim Henrik West fra Nordjyllands Politi i Frederikshavn fredag formiddag til TV2 Nord.

Torsdag meddelte politiet, at det ikke regner med, at der er sket en forbrydelse. Det er stadig meldingen fredag. I stedet arbejder politiet ud fra en tese om, at han kan være faldet over bord på et skib.

Siden torsdag modtog Nordjyllands Politi flere henvendelser fra borgere om sagen. Fredag står det stadig ikke klart, hvordan den 51-årige er død, men Nordjyllands Politi oplyser til TV Nord, at forventningen er, at det vil stå klart efter den kommende obduktion.