Politikere kræver redegørelse fra minister om ulovlige skyderier

Myndighederne ved ikke, præcis hvor ofte der skydes ulovligt i Danmark. Nu kræver flere partier mere retvisende tal.

Rigspolitiet opgør ikke alle ulovlige skyderier i Danmark, men kun dem der med sikkerhed kan kobles til rockere og bander. Og den manglende totalopgørelse overrasker en række politikere i Folketingets Retsudvalg.

Ser man på sidste års optællinger af skyderier, træder et tydeligt mørketal frem.

Politiets tal er jo misvisende

Samira Nawa, retsordfører hos Radikale Venstre

Myndighederne registrerede, at der i 2021 var "33 skudepisoder i det offentlige rum med relation til rocker- og bandekonflikterne." TV 2 har lavet en optælling ud fra nyhedsbureauet Ritzaus registreringer og anden offentlig omtale, og her har det vist sig, at der i hver fald blev skudt ulovligt 48 gange i Danmark i 2021.

En forskel, der af eksperter bliver kaldt problematisk.

Sådan har vi gjort

TV 2 har optalt ulovlige skudepisoder fra januar 2016 til og med december 2021. I opgørelsen er der taget udgangspunkt i bekræftede skudsager nævnt af Ritzaus Bureau og i få tilfælde andre medier eller politiets døgnrapporter.

Vi har ikke medregnet skudsager i forbindelse med jagtulykker, vådeskud, løse skud og skud op i luften, eller når politiet har afgivet skud med deres tjenestevåben.  

Ikke godt nok

TV 2 har talt med en række medlemmer af Folketingets Retsudvalg, og de er alle forundrede over, at politiets tal ikke dækker over alle ulovlige skud i Danmark.

- Det kan vi ikke leve med. Vi skal have klarhed over antallet af alle skudepisoder, så vi kan forholde os til, hvor stort problemet er. Når man i statistikken får at vide, at der var 33 skyderier sidste år, og det så er 48. Det er jo ikke godt nok, siger Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

Samira Nawa er retsordfører hos Radikale Venstre og understreger vigtigheden af, at politikerne får de korrekte oplysninger om de ulovlige skyderier. Ellers kan de ikke ramme rigtigt i forhold til at forsøge at få dem forhindret ved forskellige initiativer, lyder det.

- Jeg har selv troet, at det var det reelle antal skyderier. Det kommer bag på mig, at der er 15 mere sidste år. Det er jo en væsentlig del, der er gået under radaren. Politiets tal er jo misvisende, siger hun.

Minister skal redegøre

Formanden for Folketingets retsudvalg, Morten Dahlin (V), mener, at justitsminister Nick Hækkerup (S) skylder en redegørelse for, hvorfor partierne ikke tidligere har fået en totalopgørelse over det samlede antal skyderier.

Retsudvalgets formand kalder det store mørketal i forhold til myndighedernes opgørelse for "et problem".

- Når man laver opgørelsen på bandeområdet, er det jo, fordi det er et godt redskab. Det skal vi også have for alle skyderier. Det er et vigtigt redskab, siger Morten Dahlin.

Det er et politisk ansvar, som ligger hos ministeren. Ikke hos politiet

Morten Dahlin (V), formand for Folketingets retsudvalg

I Sverige har man registreret alle skyderier i landet siden 2016. Det mener formanden for retsudvalget også, at man for længst skulle være begyndt på i Danmark.

- Det er et politisk ansvar, som ligger hos ministeren. Ikke hos politiet, siger han.

De manglende tal blev tidligere problematiseret i 2019.

Vil se på opgørelse

TV 2 har spurgt Nick Hækkerup, om han vil sikre, at der fremover bliver lavet en totalopgørelse på området.

Som svar sender han en formulering, han også sendte til Weekendavisen for to år siden, hvor der står, at de vil forbedre politiets opgørelsesmetode i skudsager.

- Skyderier i det offentlige rum skaber utryghed. Når vi som samfund skal forholde os til og reagere på denne form for utryghedsskabende kriminalitet, er det vigtigt for mig, at vi gør det på baggrund af et retvisende grundlag. Derfor har jeg også bedt Rigspolitiet om at se på, hvordan vi kan forbedre politiets opgørelsesmetode, lyder det.

Politi: Ikke brug for totalopgørelse

Hos politiets National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) mener de, at dansk politi allerede har de opgørelser over skud, der er brug for.

Ifølge enheden er det forbrydelserne og ikke skuddene, der er interessante.

Samtidig henviser de til, at det er en politisk beslutning, hvis der skal laves opgørelser over alle ulovlige skud.

Du kan læse hele NSK’s svar i faktaboksen herunder.

Politi: Ikke brug for totalopgørelse

Politiinspektør i efterretnings- og analysecenteret hos National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) Søren Enevoldsen mener, at dansk politi har de opgørelser over skud, som de har brug for.

- Politiet har ikke en totalopgørelse over skud, fordi vi får mange anmeldelser, hvor vi ikke kan påvise, at der har været skudt. Vores mangeårige monitorering og analyse af skyderierne i bandemiljøerne har været dækkende for vores faglige behov i forhold til at sætte ind. Selvom andre skud ikke indgår i den statistik, så kan de være registreret andre steder i politiets systemer. Eksempelvis i forbindelse med et drab, kvalificeret vold eller ulovlig våbenbesiddelse.

TV 2 har lavet en optælling, som viser langt flere skud sidste år. Tæller I ikke kun toppen af isbjerget med?

- For os er skuddene i sig selv ikke så interessante. Det er forbrydelsen og den sag, som vi kan rejse, der er interessant for os. Hos os i NSK vil den samlede opgørelse heller ikke være så brugbar, fordi vi opklarer organiseret kriminalitet. Hvis den type statistik skal laves, er det under alle omstændigheder en ledelsesmæssig eller politisk beslutning.

Søren Enevoldsen ønsker ikke at udtale sig om registrerengen af bandemedlemmer, da det har at gøre med politiets arbejdsmetoder. 

Station 2 har lavet to programmer om ulovlige skydier og illegale våben i Danmark. Se dem på TV 2 PLAY.