Krimi

To IS-sympatisører skyldige i at forberede terrorsprængning

Selvom målet for angrebet er ikke defineret, kan man i Danmark godt dømmes for forsøg på terror et ukendt sted.

To 23-årige mænd havde anskaffet kemikalier til fremstilling af en eller flere bomber, der skulle bruges til terrorangreb. En 40-årig kvinde er frifundet for den del af tiltalen.

Hun er dog fundet skyldig i at yde økonomisk støtte til terror og udbrede terrorholdninger - og Københavns Byret mener, det er bevist, at alle tre sympatiserede med terrororganisationen Islamisk Stat.

Sådan lyder det foreløbige resultat af en længerevarende terrorsag, hvor skyldkendelsen mandag eftermiddag er læst op i Københavns Byret.

Målet ukendt

Anklager Anders Larsson har gennem sagen ellers forsøgt at føre bevis for, at den tiltalte kvinde efter politiets opfattelse deltog i forberedelserne til en terrorsprængning - og måske endda havde en rolle som organisator - ligesom hun interesserede sig påfaldende meget for de steder, hvor Tour de France kommer til at køre gennem Danmark.

Hun nægtede sig skyldig og forklarede, at hendes mor interesserer sig for cykelløb - og Københavns Byret frifandt hende altså også for at have taget del i planerne om en sprængning.

Overordnet har politiet ikke kunnet pege på et klart sted, de terrortiltalte forberedte et angreb - men på trods af det manglende konkrete mål mener Københavns Byret altså, at de to nu 23-årige mænd skal dømmes for at forberede et eller flere terrorangreb et eller flere steder i Danmark eller udlandet.

De to mænd blev i første omgang anholdt og varetægtsfængslet, efter en bus blev overhældt med benzin og udbrændte på Amager Strandvej april 2019.

Det var efter en periode, hvor Rasmus Paludan havde foretaget en række koran-afbrændinger, der førte til voldsomme moddemonstrationer og bilafbrændinger flere steder i landet.

Løsladt - og fængslet igen

Efter efter de to mænd havde siddet varetægtsfængslet i et halvt år blev de imidlertid løsladt i oktober 2019 - kun for at blive anholdt igen i december samme år, da Politiets Efterretningstjeneste sammen med syv politikredse slog til i en storstilet anti-terroraktion flere steder i landet.

- Dette er en alvorlig sag, der har været længe undervejs i efterforskningen og nu efter en lang og grundig bevisførelse i retten snart - endelig - nærmer sig sin afgørelse, siger Anders Larsson.

De tiltalte mænd har i deres forklaringer nægtet, at de havde anskaffet kemikalier og andre genstande med det formål, at der skulle fremstilles sprængstoffer og bomber.

Ligesom den tiltalte kvinde har afvist, at hun indsamlede penge eller udbredte budskaber for at støtte terrororganisationen Islamisk Stat, hvilket hun dog blev fundet skyldig i.

Anklager mener tiltalte er utroværdige

Anklager Anders Larsson var dog ikke i tvivl, da han afsluttede sin procedure.

Han anmodede retten om at tilsidesætte de tiltaltes forklaringer som utroværdige og argumenterede for, at de kommunikerede intenst om deres forestående planer – og at planerne indebar, at en eller flere bomber bestående af hjemmelavet TATP skulle detoneres som led i en terrorhandling.

Måske mod Tour de France i Danmark, måske mod Rasmus Paludan, måske mod et eller flere andre mål i Danmark eller udlandet.

- Intet i sagen tyder på, at bomben skulle bruges til at sprænge noget som helst andet i luften end mennesker, procederede Anders Larsson.

Flere terrorsager

Retssagen mod de to mænd og kvinden begyndte i november. De to mænd har tilstået at stå bag busbranden.

Efter anholdelsesaktionen i december 2019 er en mand fra Munkebo på Fyn idømt to års fængsel samt udvisning af Danmark for at støtte og indsamle penge til Islamisk Stat, mens yderligere en mand fra København er fundet skyldig i at planlægge et eller flere terrorangreb, der skulle udføres med pistoler og lyddæmpere.

De to sager fra København er behandlet som selvstændige sager - men der har været flere personsammenfald.