Krimi

Spionchef sigtet for mindst ni læk af statshemmeligheder

Sagen mod Lars Findsen behandles fortsat bag dobbeltlukkede døre, men netop frigivne dokumenter fra Østre Landsret afslører nye detaljer i sagen.

Den tidligere spionchef og leder af Forsvarets Efterretningstjeneste i Danmark Lars Findsen skal ifølge Politiets Efterretningstjeneste have lækket statshemmeligheder i mindst ni forskellige tilfælde.

Det fremgår af en retsbog fra Østre Landsret, der i store dele er anonymiseret, men hvor udskriften alligevel åbner for en række nye oplysninger i sagen.

Retsbogen er en udskrift af et retsmøde afholdt 15. februar 2022, hvor Lars Findsen trods Anklagemyndighedens protester blev løsladt efter 70 dages varetægtsfængsling. Men først 9. marts har det været muligt for pressen at få indsigt i en lille del af de hemmeligholdte dokumenter.

En indsigt, der helt usædvanligt er blevet forsinket af, at Politiets Efterretningstjeneste ifølge TV 2s oplysninger har haft mulighed for at gøre indsigelse i forhold til de oplysninger, Østre Landsret har offentliggjort i retsbogen.

Stadig ukendt sigtelse

Retsmødet blev afholdt bag dobbeltlukkede døre, og selve sigtelsen er fortsat hemmeligholdt. Imidlertid har Østre Landsret valgt, at en del af rettens endelige kendelse er gengivet i retsbogen - og det er disse oplysninger, der nu giver en smule mere konkret indsigt i sagen.

Det fremgår, at Østre Landsret har fundet begrundet mistanke om, at Lars Findsen kan have lækket klassificerede statshemmeligheder "... i forhold 3, 4, 5, 6, 8 og 9", står der i retsbogen.

Uden det dog fremgår af udskriften, hvad de konkrete forhold handler om, eller om Lars Findsen er sigtet for flere end de 9.

Retten har ikke fundet begrundet mistanke i forhold 1, 2 og 7 - og i princippet kan det samme gøre sig gældende for et eller flere forhold efter de 9 nævnte.

Forsøgte til det sidste at forhindre løsladelse

Endvidere fremgår det af udskriften, at anklagerne til det sidste forsøgte at forhindre, at Lars Findsen blev løsladt. Men Østre Landsret valgte at tilsidesætte et nyt argument om fængsling begrundet i retshåndhævelsen eller sagens grovhed, da det ikke er et argument, der tidligere har været anvendt i sagen.

Lars Findsen er fortsat sigtet i sagen, men blev løsladt, fordi landsretten i modsætning til byretten ikke mente, at han på fri fod kan skade efterforskningen eller vil gentage den forbrydelse, han er mistænkt for at have begået.

Østre Landsret skriver i sin begrundelse for løsladelsen, at "efter sagens omstændigheder og oplysningerne om efterforskningen må Lars Findsens muligheder for ... at påvirke sagen anses for at være så begrænsede...", at anklagemyndigheden ikke har kunnet påvise, at han på tidspunktet for løsladelsen på fri fod ville kunne påvirke efterforskningen af sagen.

Lars Findsens forsvarer har ingen kommentarer til de nye oplysninger, siger han til TV 2.