Retten lukker endnu engang dørene i sag om spionchef
Landsretten skal bruge to dage på at afgøre, om Københavns Byrets kendelse om varetægtsfængsling frem til 3. marts er i orden.
Østre Landsret fortsætter den lukkede linje i sagen om den varetægtsfængslede spionchef Lars Findsen.
De tre landsdommere har tirsdag afvist appeller om åbenhed fra pressen tirsdag formiddag.
Dermed er det stadig uklart, hvad den fængslede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste præcist er sigtet for.
- Østre Landsret har afsagt kendelse om, at der er dobbeltlukkede døre i sagen. Det betyder, at selve spørgsmålet om, hvorvidt sagen skal behandles for lukkede døre, også bliver behandlet for lukkede døre, fortæller TV 2s retsreporter Astrid Søndberg.
Hemmeligholdt lovovertrædelse
Lars Findsen har kæret en kendelse fra Københavns Byret om varetægtsfængsling frem til 3. marts.
Politiet sigter ham for at have røbet statshemmeligheder. Men hvad den påståede lovovertrædelse nærmere består i, er indtil videre holdt hemmeligt.
Sagen bygger på en efterforskning, som en særlig gruppe i PET har stået for.
Efterforskerne har blandt andet aflyttet Lars Findsens telefon, har DR oplyst. PET har siden overdraget sagen til Østjyllands Politi.
Lars Findsen har siden 9. december siddet fængslet.