Krimi

Britta Nielsens børn har fået afslag på Højesteret

Østre Landsret dømte i efteråret Britta Nielsens tre børn til fængselsstraffe på to til fire år.

Britta Nielsens børn får ikke deres sag for Højesteret.

De tre søskende blev i oktober sidste år dømt for groft hæleri i millionklassen ved Østre Landsret, som samtidig skærpede straffene fra byretten.

Efterfølgende indbragte Britta Nielsens søn, Jimmy Hayat, og yngste datter, Samina Hayat, sagen for Procesbevillingsnævnet. Det er den instans, der kan give tilladelse til at bringe en dom for Højesteret.

Men kort før jul gav Procesbevillingsnævnet afslag på ansøgningen. Det oplyser nævnet til TV 2.

Advokat Peter Secher, der repræsenterer Britta Nielsens ældste datter, Jamilla Hayat, har ikke tidligere villet oplyse, om de ønskede landsrettens afgørelse for Højesteret.

Efter Procesbevillingsnævnets afslag har han stadig ”ingen kommentarer”, meddeler han til TV 2.

Bekræfter afslag

Samina Hayat forsvarsadvokat, Christian Bjerrehuus, ville til gengæld gerne oplyse i november, at de havde ansøgt Procesbevillingsnævnet om at få dommen for Højesteret.

Han bekræfter mandag over for TV 2, at nævnet har givet afslag på ansøgningen.

- Den helt korte kommentar er, at vi ikke er enige i afgørelsen, siger han til TV 2.

Han oplyser, at forsvarsadvokaterne kun har modtaget et meget kort afslag fra Procesbevillingsnævnet. Han kender derfor ikke begrundelse for afslaget.

- Men sådan er systemet nu engang bygget op, og det må man jo respektere, siger han.

Også forsvarsadvokat Jan Schneider oplyste i november, at han havde indbragt sagen for Procesbevillingsnævnet på vegne af Jimmy Hayat, men det har mandag ikke været muligt for TV 2 at få en kommentar fra ham.

To-fire års fængsel

De tre søskende blev i Østre Landsret fundet skyldige i groft hæleri for samlet 51 millioner kroner og idømt ubetingede fængselsstraffe.

37-årige Jamilla Hayat fik to års fængsel for at modtaget cirka 3,5 millioner kroner fra sin bedrageridømte mor.

41-årige Jimmy Hayat fik tre års fængsel for at have modtaget cirka 10,7 millioner kroner.

34-årige Samina Hayat, der havde modtaget cirka 37,2 millioner kroner, blev straffet med fire års fængsel.

For alle tres vedkommende var det et halvt år oveni i den straf, de havde fået ved Retten i Glostrup.

Deres mor er dømt for gennem 25 år at have svindlet sig til mindst 117 millioner gennem via sit arbejde i Socialstyrelsen.

For det fik hun i februar 2020 seks år og seks måneders fængsel.