Dna bekræfter: Mia Skadhauge Stevn er død
Det videre arbejde handler nu primært om at kortlægge de mistænktes færden, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.
Retsmedicinske undersøgelser har nu bekræftet, at det var 22-årige Mia Skadhauge Stevn, der blev fundet dele af i Dronninglund Storskov torsdag.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
TV 2 har været i kontakt med vicepolitiinspektør Frank Olsen. Han vil ikke kommentere på, om alle ligdele er fundet, men oplyser, at politiet stadig arbejder i skoven.
- Politiets undersøgelser i Dronninglund Storskov er stadig i gang, men vores forventning er, at de afsluttes sen eftermiddag, siger han.
De pårørende er underrettet.
Et stort gennembrud
Da politiet torsdag fandt ligdele i Dronninglund Storskov, beskrev Frank Olsen det som "et rigtigt stort gennembrud" i sagen.
Allerede på det tidspunkt var formodningen, at der var tale om den 22-årige kvinde, men det skulle først bekræftes af retsmedicinske undersøgelser. Det er nu sket.
Ifølge Frank Olsen handler det videre arbejde nu primært om at kortlægge de mistænktes færden i de centrale dage.
Forsvandt efter bytur
Mia Skadhauge Stevn forsvandt tidligt søndag morgen efter en bytur i Aalborg.
Den 22-årige sygeplejestuderende blev sidst set i live på overvågningsbilleder, der viste, at hun steg ind i en bil foran Netto på Vesterbro i Aalborg klokken 06.09.
En bil, som efter henvendelser fra borgere og undersøgelse af overvågningsbilleder sendte politiet i retning af de to sigtede.
De blev anholdt onsdag klokken 11.20 og 11.21 på to forskellige adresser i Nordjylland.
Den ene af de to mænd blev i et grundlovsforhør torsdag løsladt. Han er dog fortsat sigtet for drab.