Svindel med NemID udløser otte års fængsel til bagmand
Gerningsmændene i en af de hidtil største sager om snyd med NemID er idømt mellem tre og otte års fængsel.
En 28-årig mand er torsdag idømt otte års fængsel for omfattende bedrageri med NemID.
Afgørelsen er truffet af en enig domsmandsret i Retten i Aarhus.
Otte andre mænd er ligeledes fundet skyldige og idømmes mellem tre og seks års fængsel.
Den 28-årige Nuur Warsame er blevet dømt for at have spillet en ledende rolle i en kriminel organisation med et fast hierarki og en klar rollefordeling.
Snyd for 47 millioner kroner
Svindlen var ifølge retten professionelt og systematisk udført og foregik ved, at der blev opsat såkaldte keyloggere på flere end 25 biblioteker landet over.
Det gjorde det muligt for svindlerne at aflure intetanende borgeres brugernavne og koder.
Derved kunne de foretage pengeoverførsler, optage lån og købe computere og telefoner.
Samlet set er der ifølge anklagemyndigheden blevet snydt - eller forsøg på snyd - for 47 millioner kroner.
Det er gået ud over 174 borgere landet over.
Flere af de tiltalte har erkendt sig delvist skyldige. Men de har nægtet, at de har handlet som en del af en kriminel organisation.