Politiet fortsætter eftersøgning af 22-årige Mia Skadhauge: - Hun skal findes
To mænd fremstilles torsdag i grundlovsforhør sigtet for drab.
Nordjyllands Politi fortsætter torsdag eftersøgningen af 22-årige Mia Skadhauge Stevn.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
- Først og fremmest leder vi efter Mia. Vi eftersøger hende intensivt. Hun skal findes. Vi har en række spor at gå efter. Dem forfølger vi, siger Frank Olsen, vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi, ifølge pressemeddelelsen.
- Det indebærer blandt andet en kortlægning af hendes og de anholdtes færden. Hvor de har været hvornår. Det er det, vi arbejder ud fra. Blandt andet, siger Frank Olsen.
Mia Skadhauge Stevn har været forsvundet siden tidligt søndag morgen, hvor hun blev set stige ind i en bil klokken 6.09 foran Netto på Vesterbro i Aalborg.
Fremstilles i grundlovsforhør
To 36-årige nordjyske mænd er anholdt, sigtet for drab på den 22-årige kvinde. De bliver klokken 11 torsdag fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling. Politiet oplyser, at begge mænd er sigtet for drab.
Torsdag fortsætter politiet også omfattende undersøgelser på tre adresser med forbindelser til de to anholdte.
- Derudover skal vi have kortlagt de anholdtes færden før, under og efter den savnede kvindes forsvinden. Fuldstændig minutiøst, siger Frank Olsen.
Politiet mangler stadig at gennemse videomateriale i sagen.
- Video har været og er vigtig for efterforskningen. Så det arbejde fortsætter vi med – også i dag, siger Frank Olsen.
Han beder om, at politiet nu får ro til efterforskningen i sagen.
- Vi beder om, at man som borger giver politiet arbejdsro. Vi er massivt på den her sag – vi skal finde Mia, og vi skal have sagen fuldt opklaret. Dét er vores helt klare fokus. Vi har ikke hørt fra Mia i flere dage nu, så vi er selvfølgelig meget bekymrede for, at hun er blevet udsat for en forbrydelse, siger Frank Olsen.