Krimi

Politiet har "nok informationer" om eftersøgt bil

Nordjyllands Politi har fået over 400 henvendelser i sagen. De fleste drejer sig om en mørk bil.

Nordjyllands Politi har nu "nok informationer" om den bil, der er eftersøgt i forbindelse med en 22-årig kvindes forsvinden i Aalborg. Sådan lyder det onsdag morgen.

Bilen samlede søndag morgen 22-årige Mia Skadhauge Stevn op foran Netto på Vesterbro, og det er endnu uvist, hvad der siden er sket med hende.

Efterforskerne har dog ikke brug for flere oplysninger om bilen, da man har nok at arbejde med, oplyser politiet til TV 2.

Foreløbigt har flere hundrede borgere henvendt sig med oplysninger, og de handler i høj grad om, hvilken bil der kan være tale om, uddyber vicepolitiinspektør Frank Olsen over for TV 2 Nord.

- Det hjælper os ikke rigtig videre, og derfor har vi nu bedt om ikke at få flere af den slags henvendelser. Til gengæld vil vi meget gerne høre fra folk, som ved noget konkret, fortæller efterforskningslederen der afslører, at politiet stadig ikke har identificeret bilen.

- Vi ved stadig ikke, præcis hvad det er for en bil, men vi bliver lige så stille klogere, siger han.

Bil af ukendt mærke

Vicepolitiinspektør Frank Olsen oplyste i en pressemeddelelse tirsdag aften, at Nordjyllands Politi ”har indkaldt adskillige politifolk og erfarne efterforskere til at kortlægge sagen”.

Det er endnu ikke lykkedes dem at spore Mia Skadhauge Stevns mobiltelefon.

- Vi forsøger ihærdigt, men der kan være mange årsager til, at vi ikke kan spore den. Den kan være slukket, løbet tør fra strøm, eller hun kan have mistet den, siger Frank Olsen til TV2 Nord.

Siden mandag har politiet opfordret borgere i Aalborg til at henvende sig med alle de oplysninger, de måtte have, som kan bidrage til opklaringen.

Fokus har særligt været på den mørke bil af ukendt mærke, som Mia Skadhauge Stevn steg ind i klokken 06.09 søndag morgen.

Tirsdag aften havde politiet fået flere end 400 henvendelser, hvoraf de fleste drejede sig om bilen.

Politiet er dog stadig meget interesseret i oplysninger, der ikke handler om bilen.

Det kan være personer, der har befundet sig i nærheden Jomfru Ane Gade, Borgergade og Vesterbro omkring tidspunktet for Mia Skadhauge Stevns forsvinden og har set noget.

Det kan også være gæster i nattelivet, som har taget festbilleder i området fra klokken 05-06 søndag morgen, hvor Mia Skadhauge Stevn forlod Jomfru Ane Gade.

Utryghed i Jomfru Ane Gade

Den unge kvindes forsvinden har sat et dybt aftryk i Aalborgs byliv.

- Det er frygteligt. Det er jo lille Aalborg, man burde kunne gå hjem uden at være bange, siger 24-årige Mie Kristensen.

Hun var tirsdag aften i Jomfru Ane Gade for at få et par øl med to veninder, da TV 2 mødte dem.

- Man tænker jo, at det kunne være en selv eller ens veninder, siger hun.

Alle tre holder dog fast i, at man ikke skal være bange, når man går i byen i Aalborg. De vil heller ikke ændre på, hvordan de kommer hjem efter en tur i Jomfru Ane Gade.

- Jeg går hjem, det har jeg altid gjort, og det vil jeg fortsætte med, siger 22-årige Emma Torp.

Leder efter ung mand

Imens politiet efterforsker Mia Skadhauge Stevns forsvinden, leder politiet også fortsat efter 21-årige Oliver Ibæk Lund.

Den unge mand har været savnet siden en bytur i Aalborg natten til fredag.

Politiet mener, at han kan være faldet i havnen. Derfor har politiet ledt i Limfjorden med dykkere og vandsøgningshunde, og det er planen at fortsætte med det onsdag, oplyser Nordjyllands Politi til TV 2.

Hvis man har oplysninger i den ene eller anden sag, skal man kontakte Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.