Krimi

Spionchef skal fortsat være varetægtsfængslet

Lars Findsen nægter sig skyldig i sagen, som han betegner som "vanvittig".

Den hjemsendte spionchef Lars Findsen får forlænget sin varetægtsfængsling frem til 3. marts.

Det er dommeren i sagen kommet frem til fredag aften efter et mere end 10 timer langt retsmøde.

Lars Kjeldsen, der er forsvarsadvokat for Lars Findsen, var skuffet over afgørelsen, og hans klient havde en lignende følelse.

- Han er selvfølgelig ked af og chokeret over afgørelsen, og at der fortsat foretages det her indgreb over for ham, siger Lars Kjeldsen til TV 2.

Sagen er i Københavns Byret blevet navngivet "Staten mod Lars Findsen".

Sigtelser ikke offentliggjort

Retssagen er omgivet af stort hemmelighedskræmmeri, da den er foregået bag dobbeltlukkede døre. Det betyder, at offentligheden ikke har fået kendskab til den konkrete sigtelse mod Lars Findsen.

Det er kommet frem, at han er sigtet for at lække statshemmeligheder, men det er uvist, hvad Findsen præcist er sigtet for at have lækket, og hvem han skal have lækket til.

Det stillede forsvarer Lars Kjeldsen sig også uforstående for, da han trådte ud fra retsmødet.

- Jeg tror, at der vil komme betydelig debat, hvis man faktisk fik indsigt i, hvad der er gang i her, lyder det.

Frygt for gentagelse af lovbrud

Lars Findsen er fængslet på begrundelse om, at der er bestemte grunde til at antage, at han på fri fod vil vanskeliggøre efterforskningen. Det er navnlig ved at fjerne spor, advare eller påvirke andre personer.

- Det er en meget vanskelig begrundelse at leve med, at der er risiko for, at man kan gå ud og tale med nogen, siger Lars Kjeldsen.

Samtidig er fængslingsgrundlaget nu blevet udvidet, idet det vurderes, at der er grund til at frygte, at han på fri fod kan gentage lovovertrædelsen.

Den tidligere spionchef nægter sig skyldig i sagen. Det fortalte Lars Findsen til de fremmødte ved forrige retsmøde i januar, hvor han beskrev sagen for "vanvittig".

Varetægtsfængslet siden december

Lars Findsen blev anholdt 8. december.

Den 57-årige hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste blev ifølge Weekendavisen pågrebet i Københavns Lufthavn, da han vendte hjem fra en rejse til Skopje i Nordmakedonien.

Spionchefens fængsling har indtil videre varet 57 dage, da han har siddet varetægtsfængslet siden 9. december.

Navneforbuddet blev ophævet ved et retsmøde 10. januar, hvor Lars Findsens fængsling blev forlænget.

Ophævelsen af navneforbuddet skete efter Lars Findsens eget ønske.