Krimi

Mand dræbt af skud i København

En kvinde hentede viskestykker i sin lejlighed for at stoppe blødningen fra manden.

En mand er fredag aften afgået ved døden, efter han blev ramt af skud på hjørnet af Vesterbrogade og Kaalundsgade i København.

Det oplyser Københavns Politi på en pressebriefing sent fredag aften.

- Jeg kan bekræfte, at der er blevet affyret skud, og at en mand desværre er afgået ved døden, siger Lars-Ole Karlsen, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi.

Der er endnu ingen anholdt i sagen, men politiet efterforsker massivt og leder efter gerningsmænd.

- Vi hører meget gerne fra vidner, siger Lars-Ole Karlsen.

Vicepolitiinspektøren vil ikke udtale sig nærmere om, hvem den afdøde er, herunder om han i forvejen er kendt af politiet.

Vidne: Der var rigtig meget blod

TV 2s reporter på stedet har talt med flere vidner. Et af dem fortæller, at hun hørte tre skud:

- Jeg løb ud for at se, hvad der var sket, og her var andre allerede i gang med hjertemassage, siger hun og fortsætter:

- Jeg løb ind efter viskestykker, som blev brugt til at stoppe blodet. Der var meget blod.

Flere skyderier i København

De seneste måneder er der sket en lang række skyderier i København. Blandt andet blev en mand skudt ned i en bagelbutik 9. januar.

Flere af skyderierne er banderelateret.

Om det også er tilfældet denne gang, vil vicepolitiinspektøren ikke kommentere på.

- Jeg kan sige, at vi efterforsker bredt, siger Lars-Ole Karlsen.

Natten til lørdag oplyser Københavns Politi på Twitter, at der i forbindelse med skuddrabet vil blive holdt en pressebriefing på Polititorvet uden for politigården lørdag klokken 08.00.

Det oplyses i samme tweet, at afspærringen på Vesterbrogade nu er ophævet, og at der er fri passage.