Krimi

Fængslet spionchef indkaldt som vidne i agent-sag

Den fængslede efterretningschef og flere redaktører bliver nu indkaldt som vidner i sagen, hvor Ahmed Samsam vil bevise, at han var agent for Danmark.

Den fængslede spionchef Lars Findsen og flere chefredaktører bliver nu indkaldt som vidner i en spektakulær retssag.

Spionchefen har været fængslet siden 8. december, fordi han ifølge anklagen har lækket yderst fortrolige oplysninger. Lars Findsen er fængslet for såkaldt dobbeltlukkede døre, så offentligheden ved ikke, hvilke oplysninger han skulle have givet videre.

Der har dog gennem noget tid været spekuleret i, at det drejer sig om oplysninger i sagen om dansk-syreren Ahmed Samsam, der i 2017 blev fængslet for at have tilsluttet sig Islamisk Stat, men selv fortæller, at han arbejdede som agent for de danske efterretningstjenester.

Det officielle Danmark har aldrig anerkendt Ahmeds indsats, og han afsoner stadig sin dom på seks års fængsel. Men nu håber hans advokat, Erbil Kaya, at den fængslede efterretningschef fra vidneskranken kan kaste lys over Ahmed Samsams arbejde for FE og PET.

Advokaten og hans klient har nemlig stævnet de to efterretningstjenester for af den vej at få renset Ahmed Samsam og opklare det mulige justitsmord.

Her kan Findsens forklaringer få afgørende betydning, siger advokat Erbil Kaya.

- Det er vores påstand, og som Ahmed Samsam hele tiden har sagt, at han har opereret som agent for FE og PET. Alligevel er han blevet dømt for terrorisme, og derfor føler han, at efterretningstjenesterne har forrådt ham. Det håber vi selvfølgelig, at Lars Findsen kan komme og råde bod på ved at fortælle om Ahmeds arbejde for efterretningstjenesterne, så han på den måde kan blive renset for den terrordom, han har fået, siger Erbil Kaya.

Detaljerede oplysninger

Ahmed Samsams sag kom først til offentlighedens kendskab, da Berlingske skrev, at den tidligere syrienkriger i virkeligheden var efterretningsagent, der i årevis havde leveret uvurderlige oplysninger til myndighederne om danske Syrienkrigere i Mellemøsten og herhjemme.

Avisen har igennem flere år leveret detaljerede oplysninger om håndteringen af sagen i både FE og PET.

Chefredaktøren for Berlingske, Tom Jensen, har også været en af de mediechefer, der har haft besøg af repræsentanter for PET, som understregede, at de også kunne straffes for at videregive fortrolige oplysninger.

Samtalerne med de udsendte folk fra efterretningstjenesterne får dem til at være interessante i advokat Erbil Kayas sag mod de to tjenester.

- Vi agter også at indkalde chefredaktørerne (fra aviser, der har beskæftiget sig med sagen, red.). Det har været fremme, at efterretningstjenesterne har været på turne rundt til dem og fortælle, at de helst ikke må fortælle om tre specifikke sager, hvor Ahmed Samsam-sagen er en af dem. Og her er det interessant for os at høre, hvorfor Samsam-sagen bliver nævnt, og hvad der bliver sagt i relation til ham. siger han.

Ville kæmpe mod Assad

I oktober 2020 sendte 'Station 2' en dokumentar om Ahmed Samsam og hans families kamp for at få ham renset og løsladt fra terrordommen.

Ahmed Samsam fortalte selv på en telefon fra sin daværende fængselscelle i Spanien, at han i 2012 selv rejste til Syrien og tilsluttede sig kampen mod landets mangeårige diktator, Bashar al-Assad.

Det var ikke forbudt på daværende tidspunkt, og det var en anden forseelse, han var fængslet for, da to PET-folk ifølge Samsam senere mødte op i Kalundborg Arrest og hvervede ham. Han leverede oplysninger til dem og var også på flere ture til slagmarkerne i Syrien for at kortlægge krigerne dernede for de danske efterretningstjenester.

To pengeoverførsler til Ahmed Samsam via Western Union er blandt de få fysiske beviser i sagen. Det er tale om overførsler for i alt cirka 35.000 kroner, der ifølge Berlingske blev indbetalt af to danske efterretningsfolk fra PET og FE under navnene "Jesper Madsen" og "Michael Poulsen".

- Det var rejsepenge. Man løber hurtigt tør, når man er af sted på den måde, fortalte Ahmed Samsam.

Fældet af krigsbilleder

Sagen og samarbejdet med tjenesterne var sikkert aldrig kommet frem, hvis ikke Ahmed Samsam var afmønstret og i sommeren 2017 rejst på ferie i Spanien. Her blev han anholdt af spansk politi, der fandt læssevis af billeder fra krigen i Syrien på hans telefon.

Ifølge Berlingske nævnte Ahmed, at han havde været agent, og spansk politi spurgte de danske tjenester, om det passede. Avisen fortalte meget detaljeret, at PET og FE havde et møde i PET, og det blev aftalt, at politiet skulle redde deres tidligere medarbejder ud af problemerne.

Men noget gik galt, og det skete ikke.

I stedet blev de to overførsler blandt andet fremlagt som bevis på, at Samsam modtog penge fra terroristiske netværk. Han fik otte års fængsel i Spanien og blev først sidste år overført til Danmark, hvor dommen blev nedsat til seks år. Alligevel er den dømte langtfra tilfreds.

- Jeg er fuld af skuffelse og fuld af bitterhed. Jeg er uskyldig. Hvis jeg ikke havde samarbejdet med PET, var jeg ikke blevet uskyldig dømt, fortalte han.

Ny situation giver håb

Efterretningstjenesterne har dækket sig ind bag en mur af tavshed og et princip om aldrig at af- eller bekræfte, om folk er kilder eller meddelere hos dem.

Nu håber Ahmed Samsam og hans advokat dog, at den nye situation med chefens påståede lækagesag kan slå revner i det forsvar og skaffe den unge dansk-syrer retfærdighed.

Lars Findsen er jo bundet af sin tavshedspligt, kan han overhovedet sige noget?

- Vi må se på, om Findsen kan afgive forklaring i vores sag, men vi håber og tror på det, for som udgangspunkt skal man afgive forklaring som vidne, slår Erbil Kaya fast.

Hverken Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vil udtale sig. De vil heller ikke be- eller afkræfte, at Ahmed Samsam har været deres agent.

I forhold til stævningen er den juridiske proces gået i gang, men sagen er ikke berammet endnu.

Lars Findsens advokat, Lars Kjeldsen, har ingen kommentarer til sagen, oplyser han til TV 2. TV 2 forsøger at få en kommentar fra Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen.

Se dokumentaren: 'Agent for Danmark?' på TV 2 PLAY.