Krimi

Kvinde faldt fra 1. sal - samlever anholdt for drabsforsøg

34-årig kvindes samlever er sigtet for forsøg på manddrab efter fald fra 1. sal i centrum af Silkeborg.

En 34-årig kvinde er i kritisk tilstand, efter at hun fredag aften faldt ned fra 1. sal i en ejendom på Nygade i Silkeborg.

Det oplyser Jesper Brøndum, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, natten til lørdag.

Samtidig er kvindens samlever - en 35-årig mand - blevet anholdt og sigtet for forsøg på manddrab.

Manden skal i løbet af lørdagen afhøres, fortæller vagtchefen omkring klokken 05 lørdag morgen.

Muligvis "husspektakelslignende forhold"

Politiet håber at kunne fremstille manden i et grundlovsforhør med henblik på at få ham varetægtsfængslet.

Natten til lørdag fortalte vagtchefen, at der muligvis var tale om "husspektakelslignende forhold".

Politiet har i løbet af aftenen og natten afhørt vidner i området, ligesom det var et vidne, der anmeldte episoden fredag klokken 23 til politiet.

Jesper Brøndum fortalte lidt efter midnat natten til lørdag, at ejendommen, hvor episoden fandt sted, ligger lige over for værtshuset Zwei Grosse Bier Bar i centrum af Silkeborg.

Er fortsat på operationsbordet

Han tilføjede, at politiet ville være til stede på adressen "et godt stykke tid endnu".

- Vi skal lige have lavet nogle undersøgelser og afhørt flere personer, sagde han.

Den tilskadekomne kvinde blev efter hændelsen kørt til behandling på Aarhus Universitetshospital.

Hun er lørdag morgen fortsat på operationsbordet.

- Vi håber, at hun vågner igen, og at hun kan hjælpe os videre med, hvad der er sket, siger Jesper Brøndum lørdag morgen.