Krimi

Person død efter togpåkørsel – en mand anholdt

Lørdag vil politiet afhøre en mand om en sag fra fredag aften, hvor en person omkom i en togpåkørsel på Carlsberg Station i København.

En person er fredag aften afgået ved døden efter at være blevet ramt af et tog på Carlsberg Station i København.

Samtidig er en mand anholdt.

Det oplyser Københavns Politi til TV 2.

- De var til stede på sporet sammen, og den anden mand er anholdt, fordi vi skal klarlægge, hvad der er sket.

Til Ritzau fortæller vagtchefen fra Københavns Politi, at den anholdte ikke er blevet sigtet, men han er anholdt for at sikre hans tilstedeværelse.

- Vi har anholdt ham for at finde ud af, om der er grundlag for at sigte ham for noget, siger Henrik Svejstrup.

Tidligt lørdag morgen oplyser Henrik Svejstrup til TV 2, at den anholdte er en ven til den dræbte, og at personen vil blive afhørt senere i dag.

Det var DSB, der anmeldte hændelsen til politiet klokken 23.05.

Lidt efter midnat er politiet fortsat til stede på stationen, og arbejdet "kan godt tage lidt tid endnu", siger vagtchefen.

Toge holder stille

Mens politiets arbejde står på, er stationen spærret, og togene holder stille. Politiet henviser til DSB for alternative togruter.

De pårørende til den afdøde er tidligt lørdag morgen endnu ikke blevet underrettet. Derfor er politiet også tilbageholdende med at frigive alder og køn på vedkommende.

Billeder fra togstationen viser, at både politi og ambulancefolk arbejder på stedet fredag aften.

Billeder viser, at politi og ambulance er talstærkt til stede på sporet og omkring stationen.