Krimi

PET: Spionagetrussel mod Danmark er blevet mere markant

Særligt Rusland, Kina og Iran står bag den øgede spionagetrussel mod Danmark, viser ny PET-rapport.

Spionagetruslen mod Danmark fra fremmede lande er de senere år blevet mere markant.

Det viser en ny rapport fra Politiets Efterretningstjeneste (PET). Rapporten "Vurdering af spionagetruslen mod Danmark" er den første af sin slags.

Truslen består konkret af spionage, påvirkning, chikane, forsøg på ulovligt at anskaffe produkter, teknologi og viden.

Der er også set likvideringsforsøg i helt særlige tilfælde.

- Truslen fra fremmede staters efterretningsvirksomhed mod Danmark, Grønland og Færøerne er blevet mere markant i de seneste år. Vi står over for en bredspektret og kompleks trussel fra fremmede staters efterretningsvirksomhed, siger Anders Henriksen, der er kontraspionagechef hos PET, i en pressemeddelelse.

Norsk-iransk person dømt

PET henviser til en sag, hvor en person blev dømt for forsøg på manddrab. 6. maj 2021 stadfæstede Østre Landsret en dom på syv års fængsel til en norsk-iranskstatsborger. Personen blev udvist med indrejseforbud for bestandigt.

Personen blev dømt for at have sat en iransk efterretningstjeneste i stand til at virke inden for den danske stats område vel vidende, at denne bistand var til brug for planer om drab på et ledende medlem af ASMLA (Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz), der er bosiddende i Danmark, skriver PET.

- Truslen udgår primært fra Rusland, Kina og Iran, men der er også eksempler på, at andre stater udfører efterretningsaktiviteter i Danmark, siger han videre.

De fremmede efterretningstjeneste er særligt interesseret i danske politikere, ministerier og embedsmænd i centraladministrationer.

Det er især inden for udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik samt områder og sager, der vedrører energi og råstoffer, lyder det.