Krimi

Falsk Grønlands-brev skulle skabe splid mellem USA og Danmark

Rusland skal have forsøgt at skabe splid mellem Danmark, Grønland og USA ved at sende et falsk brev om, at Grønland gerne ville løsrives fra Danmark.

Da statsminister Mette Frederiksen i august 2019 takkede pænt nej til den daværende amerikanske præsident Donald Trumps tilbud om at købe Grønland, aflyste han på stedet et planlagt statsbesøg i Danmark.

Det tætte forhold mellem kongeriget og den store allierede på den anden side af Atlanterhavet slog nogle meget sjældne gnister.

En uenighed, Rusland kan have forsøgt at forstærke ved i november 2019 at sende et falskt brev i omløb på internettet. Brevet fremstod som en henvendelse fra Grønlands daværende landsstyremedlem for udenrigsanliggender til en amerikansk senator.

Falske oplysninger om løsrivelse

Af brevet fremgik det, at Grønland snarest muligt 'ville organisere en folkeafstemning om uafhængighed fra Danmark, og at man fra grønlandsk side accepterede et amerikansk forslag om, at Grønland skulle have status som et organiseret alliancefrit territorium.'

Det skriver Politiets Efterretningstjeneste (PET) i den første åbne vurdering af spionagetruslen mod Danmark, som blev offentliggjort torsdag.

- Fremmede stater kan have interesse i at sprede misinformation. Det har vi også set i andre lande. Vi har taget det grønlandske brev med, fordi vi kan se, at en fremmed stat - vores vurdering er, at det er Rusland - har en interesse i at skabe en intern splid i Rigsfællesskabet. Det er et konkret eksempel på, at en fremmed stat har forsøgt at spille dele af rigsfællesskabet ud mod hinanden og svække vores forhold til en stor allieret som USA, siger Anders Henriksen, der er afdelingschef for Kontraspionage hos PET.

Officielt brev

Brevet fremstod, som var det sendt fra det officielle Grønland, og efterfølgende blev det delt på flere internetmedier.

Selv om det kom flere måneder efter, at den daværende amerikanske præsident havde fået nej tak til sit købstilbud, så har de såkaldte russiske 'påvirkningsaktører på internettet' på den måde forsøgt igen at puste til en konflikt, som aldrig for alvor brød ud i lys lue, vurderer PET.

- Fremmede magter kan have flere grunde til at skabe splid og splittelse hos os og vores allierede. Vi har også set det hos andre, hvor det er sket i forbindelse med et valg og lignende, siger Anders Henriksen.

Svække modstandere

De andre landes formål med at gøre uenigheden større kan være, at de selv ønsker sig skabe et fodfæste i de områder og stater, hvor de for eksempel kan have økonomiske, militære eller strategiske interesser.

Det vurderer tidligere chefanalytiker hos Forsvarets Efterretningstjeneste Jacob Kaarsbo.

- Ved at plante den slags historier forsøger de at svække deres modstandere. Påvirkningsoperationer som denne her har det formål at skabe splid mellem allierede, så deres alliance bliver svagere. Det er også for på længere sigt selv at vinde fodfæste i Grønland og Færøerne for at få adgang til for eksempel deres ressourcer. Det ville undre mig, hvis man ikke også havde eksempler fra Færøerne, hvor man har støttet eller på anden måde skubbet til deres ønske om selvstændighed fra Danmark, siger han.

Store interesser i rigsfællesskabet

I rapporten slår PET fast, at Kina, Rusland og flere andre lande har store interesser i Grønland.

Færøerne og Grønland ligger strategisk vigtigt i forhold til skibe, ubåde og fly, der passerer mellem Arktis og Nordatlanten.

Grønland er samtidig hjemsted for den amerikanske Thulebase, som er et centralt knudepunkt i USA’s missilvarslings- og missilforsvarssystem.

Ressourcerne i undergrunden på den store ø har ligeledes vakt flere landes interesse, skriver PET i spionagerapporten.