Krimi

Spionchef skal fortsat være varetægtsfængslet

Lars Findsen, chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, forbliver varetægtsfængslet ind i februar i en opsigtsvækkende lækagesag.

Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, skal fortsat sidde varetægtsfængslet i sagen om lækage fra danske efterretningstjenester.

En dommer i Københavns Byret besluttede mandag at forlænge varetægtsfængslingen frem til 4. februar.

Retsmødet blev afholdt bag såkaldt dobbeltlukkede døre, hvor

Han er sigtet for at have lækket hemmelige og højt klassificerede oplysninger, der kan skade Danmarks sikkerhed eller forhold til fremmede magter.

Men retsmødet blev holdt bag såkaldt dobbeltlukkede døre. Det betyder, at offentligheden ikke kan få at vide, hvad sigtelsen præcist går ud på. Og det er en skuffelse for hovedpersonen, fortæller hans forsvarsadvokat, Lars Kjeldsen.

- Vi forstår ikke baggrunden for det her hemmelighedskræmmeri, siger han.

Ønsker størst mulig åbenhed

Lars Findsen har siddet varetægtsfængslet siden 9. december, men har været beskyttet af et navneforbud, der først blev ophævet ved mandagens retsmøde. Det skete efter Lars Findsens eget ønske.

Generelt ønsker Lars Findsen ifølge sin forsvarsadvokat "at få størst mulig åbenhed" om sagen.

- Det er jo helt usædvanligt, at man foretager sådan et indgreb mod så højtstående en embedsmand. Hvis man følger med i medieopmærksomheden i den her sag, må man også sige, at der er et betydeligt krav og pres for at få noget offentlighed omkring, hvad der foregår, siger Lars Kjeldsen.

- Det kan vi så ikke få lov til at få, og det må vi tage til efterretning, men derfor går behovet ikke væk, fortsætter han.

Lars Findsen nægter sig skyldig, og tidligere mandag kaldte han anklagerne for ”vanvittige”.

- Han er selvfølgelig chokeret over den behandling, han har været udsat for, og overrasket over, hvordan det er gået, siger forsvarsadvokaten.

Retsmødet begyndte klokken 10 og strakte sig helt til klokken 18.

Spionchef har været fængsel i en måned

Lars Findsen har været fritaget for tjeneste siden august 2020, efter at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) på baggrund af oplysninger fra en eller flere whistleblowere offentligt kritiserede, at Forsvarets Efterretningstjeneste uberettiget skulle have spioneret mod danske statsborgere.

Siden blev Forsvarets Efterretningstjeneste frikendt for væsentlige dele af den rejste kritik af en særlig kommission, der var nedsat på baggrund af TET's kritiske vurdering.

Sagen, som Lars Findsen nu er varetægtsfængslet i, kom til offentlighedens kendskab 9. december, da Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyste i en pressemeddelelse, at fire tidligere medarbejdere i FE og PET var blevet anholdt og sigtet for blandt andet lækage af højt klassificerede oplysninger.

De blev sigtet for blandt andet brud på Straffelovens paragraf 109 om at lække oplysninger fra efterretningstjenesterne, hvilket kan give op til 12 års fængsel.

Kun Lars Findsen sidder fortsat varetægtsfængslet, efter at han frivilligt lod sin varetægtsfængsling forlænge frem til i dag 10. januar. Det skal fortsætte frem til 4. februar.

Ifølge sin forsvarer sidder han i en arrest på Sjælland med almindelig brev- og besøgskontrol.