Fængsling af spionchef er vanvittigt opsigtsvækkende, siger tidligere politichef
Chefen for efterretningstjenesten har bevæget sig fra de øverste juridiske cirkler til at sidde varetægtsfængslet blandt almindelige indsatte.
Den tidligere drabschef hos Københavns Politi, Jens Møller, kan ikke huske en sag, der tilnærmelsesvist minder om fængslingen af chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
- Det er et enormt fald fra tinderne, som vi er vidne til, siger Jens Møller.
Chefen for FE, Lars Findsen, fik mandag formiddag ophævet det navneforbud, som han har haft, siden han blev varetægtsfængslet 9. december for ulovligt at videregive oplysninger.
Lars Findsen ankom til retten i København iført sort jakkesæt og lys skjorte. Han havde overskud til at hilse kort på de fremmødte pressefolk.
Der er såkaldt dobbeltlukkede døre i sagen, så pressen er afskåret fra at få at vide, hvad sagen drejer sig om mere specifikt. Men det er en alvorlig sag, slår Jens Møller fast.
- Der er en dommer, der mener, at der er begrundet mistanke om, at Lars Findsen har videregivet oplysninger fortrolige fra efterretningstjenesten. Ellers ville dommeren ikke have varetægtsfængslet ham for en måned siden. Det er paragraf 109, han er sigtet efter, og som kan give op til 12 års fængsel. Så det er ekstremt alvorligt.
Den mindst dårlige løsning
At Danmarks øverste chef for Forsvarets Efterretningstjeneste har været fængslet i en måned, mens en sag om lækager fra efterretningstjenesterne er blevet efterforsket, er en bombe under spiontjenestens virke og omdømme.
- Man har vurderet, at det er den mindst dårlige løsning. Man har ikke ønsket at forsøge at skjule det eller dysse det ned, for det kan man jo ikke. Derfor har man gjort det eneste rigtige og spillet med åbne kort. Men der er heller ingen tvivl om, at der er blevet orienteret helt op i systemet - til regeringen - i forhold til, hvilke skridt man har taget i den her sag, siger Jens Møller.
- Han har jo i de seneste mange, mange år været blandt de øverste i det danske justitsvæsen, og nu sidder han så i et ganske almindeligt fængsel. Det er et enormt fald fra tinderne, for han sidder jo blandt ganske almindelige indsatte. I Danmark har man jo kun en type fængsler. Der er ikke noget VIP, fortæller Jens Møller.
Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste har tidligere været øverste leder for PET og departementschef i Forsvarsministeriet.
Hemmelig sag
Sideløbende med, at Lars Findsen 9. december 2020 blev fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København, udsendte Politiets Efterretningstjeneste en usædvanlig pressemeddelelse.
Her fremgår det, at i alt fire nuværende eller tidligere medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste blev anholdt dagen forinden, sigtet for blandt andet brud på Straffelovens paragraf 109 om at lække oplysninger fra efterretningstjenesterne.
Det fremgår ikke, om de påståede læk skal være sket til fremmede magter, danske medier eller noget helt tredje. Heller ikke, om de fire anholdelserne relaterer sig til samme sag om videregivelse af fortrolige oplysninger, eller om det er flere forskellige sager.
Suspenderet
Lars Findsen har været fritaget for tjeneste siden august 2020, efter at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) på baggrund af oplysninger fra en eller flere whistleblowere offentligt kritiserede, at Forsvarets Efterretningstjeneste uberettiget skulle have spioneret mod danske statsborgere.
Det skal være sket inden 2014, hvor tilsynet blev oprettet - men ifølge tilsynet var der helt frem til undersøgelsen fortsat risiko for, at danske statsborgere uretmæssigt er blevet overvåget.
Desuden mente tilsynet, at efterretningstjenesten har tilbageholdt oplysninger, så det var umuligt at monitorere, om Forsvarets Efterretningstjeneste sammen med Politiets Efterretningstjeneste overholder loven.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) reagerede ved at hjemsende Lars Findsen og to andre ledende medlemmer af Forsvarets Efterretningstjeneste, og dertil blev den tidligere chef for efterretningstjenesten, Thomas Ahrenkiel, senere departementschef i Forsvarsministeriet, fritaget for tjeneste. En undersøgelseskommission frikendte dog siden Forsvarets Efterretningstjeneste og de pågældende medarbejdere i sagen.
Ingen ved lige nu, om fængslingen har forbindelse til den sag.
I retten gav Lars Findsen udtryk for, at han gerne ville have sigtelsen frem.