Krimi

Mand skudt ned i bagelbutik - gerningsmand efterlyses

Politiet efterlyser en 23-25-årig mørklødet mand.

En 47-årig mand er søndag eftermiddag blevet ramt af flere skud i en bagelforretning på Falkoner Allé 19 på Frederiksberg.

Det oplyser Københavns Politi på et pressemøde søndag.

- Der indfandt sig en kunde i bagelbutikken, som afgav flere skud. Her blev en 47-årig mand ramt, siger Tommy Laursen, politiinspektør ved Københavns Politi.

Manden modtog livreddende førstehjælp og blev efterfølgende kørt på hospitalet. Hans tilstand er kritisk.

Politiet fortæller, at den 47-årige mand formentlig er indehaver af bagelshoppen og umiddelbart ingen relation har til bandemiljøet.

Gerningsmand efterlyses

Kort efter skudepisoden forsvandt gerningsmanden ud af forretningen, og politiet har intet spor af ham. Derfor efterlyses han.

- Han er 23-25 år, mørklødet, 185 centimeter høj, iført mørk jakke, mørk halsedisse med noget neongrønt, mørke bukser, sorte hansker med noget gult og mørke sko, lyder det fra politiinspektøren.

Politiet er fortsat massivt til stede i området.

- Vi forsøger at fange alle spor og undersøge alle steder, gerningsmanden kan have været, siger Tommy Laursen.

Han fortæller desuden, at der vil være en mobil politistation på Frederikserg mandag, hvor alle, der må have hørt eller set noget, kan henvende sig.

Flere skyderier i Storkøbenhavn

Det er den syvende skudepisode i Storkøbenhavn siden 2. december. Foreløbig er fire mænd blevet dræbt.

Senest døde en 22-årig mand, efter at han 28. december blev ramt af skud i Hallingparken i Brøndby.

Politiet efterlyste i den sag to mænd på 20 og 25 år. 4. januar meldte den 25-årig sig selv til politiet.

Ifølge Københavns Politi kan en række af skudepisoderne de seneste uger knyttes til bandemiljøet. Konkret er der tale om et opgør mellem en kendt bandegruppering fra Københavns NNV-kvarter på den ene side og et svensk netværk af kriminelle på den anden side.

Politiet fortæller på dagens pressemøde, at der ikke er nogen grund til at tro, at søndagens skudepisode er banderelateret.

TV 2 har talt med vagtchefen ved Københavns Politi søndag aften. Her var der hverken nyt om motiv, gerningsmand eller offerets tilstand.