Manden på cyklen lige efter han har været hjemme hos August.
Krimi

En børnelokker blev løsladt fra fængslet, og nu lever en hel landsby i frygt

På Vestsjælland cykler en pædofil mand rundt. Han hilser på den dreng, han er dømt for et seksuelt overgreb mod, og kontakter drengens venner i smug.

Drengen i den blå jakke træder sin sorte Centurion-cykel op ad den smattede markvej.

Alene og med vintergrønne marker på begge sider kører han forbi vindmøllen og op mod asfaltvejen, der skal bringe ham det sidste stykke hjem.

I højre hånd holder drengen en iPhone.

Det gør han næsten altid, selvom det er upraktisk på den ujævne markvej.

Det er drengens mor, der har bedt ham om at have telefonen klar, fordi den kan levere vigtigt bevismateriale, hvis der skulle ske ham noget.

Pludselig får drengen øje på noget oppe på asfaltvejen, der gør hans vejrtrækning hurtigere.

En mand på en racercykel kommer hurtigt nærmere.

Han skal helst ikke komme tættere på, så drengen bremser sin sorte cykel i det smattede grus.

Jeg ved ikke, om han sidder i en busk og kigger eller hvad, men han finder lynhurtigt ud af, hvornår min søn har fri

Mor til drengen i den blå jakke

Drengen fumler med sin telefon og begynder så at optage en video.

Oppe fra asfaltvejen kigger manden ned mod drengen, vinker til ham og fortsætter så ud af syne.

Drengen i den blå jakke kan ånde lettet op.

Men i morgen kan han risikere at møde manden igen.

Og det bryder han sig ikke om.

Slet ikke.

For manden er en dømt pædofil, der har siddet i fængsel for at begå et seksuelt overgreb mod et 11-årigt barn.

Barnet er drengen i den blå jakke.

Du kan se optagelserne fra hans telefon her.

Dette er optagelserne fra drengens egen telefon. Video: TV 2 Danmark

Møderne på markvejen

Drengen er nu 14 år gammel, og da manden cyklede forbi sit offer på markvejen torsdag 25. november 2021, var det tredje dag i træk, at de to mødtes.

Manden har for vane at cykle forbi, lige netop mens drengen er på vej hjem fra skole.

Men denne gang var det ikke kun drengen, der optog mødet på video.

Skjulte kameraer fra TV 2 filmede også manden for at dokumentere hans færden i en lille landsby uden for Slagelse.

Det er omkring to år siden, at manden blev løsladt, og efterfølgende har han ihærdigt kontaktet børn i området.

Manden har nu polititilhold mod tre drenge, og han er flere gange blevet dømt for at overtræde sine tilhold, men dommene ser ikke ud til at stoppe ham.

Når jeg går ned i stalden, står han så dernede?

Marianne Bülow Larsen, mor til drengen August

TV 2 har i samarbejde med TV2 ØST i løbet af november og december undersøgt, hvor ihærdig han er.

Ti dage lå vi på lur ud for den grusvej, som drengen i den blå jakke benytter, når han cykler hjem fra skole.

På en normal dag cykler drengen op ad grusvejen og forbi vindmøllen lidt efter klokken 13.40.

Seks af dagene observerede vi den pædofile mand komme forbi mellem klokken 13.41 og klokken 13.49.

- Jeg ved ikke, om han sidder i en busk og kigger eller hvad, men han finder lynhurtigt ud af, hvornår min søn har fri, siger drengens mor til TV 2.

Hun ønsker at være anonym, men TV 2 er bekendt med hendes navn.

Ifølge moderens opgørelse mødte drengen sin krænker mindst syv gange på vej hjem fra skole alene i løbet af november 2021.

Det hemmelige brev

Manden bor i området, og han er i sin gode ret til at cykle på en offentlig vej, men drengen i den blå jakke er ikke den eneste, der oplever, at han kommer alt for tæt på.

For eksempel 13-årige August, der bor på en landejendom ikke ret langt fra det vejkryds, hvor drengen i den blå jakke hver dag frygter at møde sin krænker.

Augusts mor hedder Marianne Bülow Larsen, og hun fortæller til TV 2, at mandens opførsel over for hendes søn har været så grænseoverskridende, at hun nu også selv er bange for at møde ham.

- Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg kan gå alene rundt. Når jeg går ned i stalden, står han så dernede? siger hun.

Ifølge Marianne Bülow Larsen begyndte det hele uskyldigt nok.

Familien anede ikke, at manden var en dømt pædofil.

Han kom jævnligt forbi deres gård på sin racercykel eller i sin store sorte firehjulstrækker, og han havde for vane at hilse på August.

En dag, hvor August netop var stået af skolebussen, begyndte manden så også at tale til ham.

Han havde brug for Augusts hjælp.

Der var en dreng i området, som manden ikke måtte kontakte, og han ville gerne have August til at give ham en hemmelig besked.

Manden gav August en kuglepen, hvor han havde placeret et lille stykke sammenrullet papir med et telefonnummer inden i, og han sagde, at August skulle give kuglepennen til den anden dreng.

Han gav også August en seddel med et telefonnummer på og 100 kroner i kontanter, og August husker, at manden sagde: ”Så kan du altid ringe til mig og tjene penge på det her”.

Han kan ikke forstå, at August ikke kontakter ham

Marianne Bülow Larsen, mor til August

Pengene gjorde imidlertid drengen mistænksom.

August troede, at manden handlede med narkotika og fortalte det til sine forældre.

De foretog et par opringninger, og så stod det klart, at sagen drejede sig om noget ganske andet.

Manden var angiveligt den samme, som et år tidligere var blevet dømt for overgreb på en dreng i nabolaget.

Det var den dreng, som han bad August aflevere kuglepennen med den hemmelige seddel til.

Men det var kun begyndelsen på Augusts historie.

Senere blev den meget mere skræmmende.

Et farligt venskab

Overgrebet på drengen i den blå jakke fandt sted i 2019.

Inden det skete, forsøgte manden på cyklen også at blive venner med ham.

Vi var i en særlig sårbar position, og det havde han jo lugtet lunten omkring

Mor til drengen i den blå jakke

Drengens familie har boet i nærheden af mandens hus i mange år uden at have haft kontakt med ham, men i 2017 henvendte han sig pludselig til dem.

Det skete, kort efter at familien var blevet ramt af en tragedie.

Familien ønsker ikke, at vi kommer nærmere ind på detaljerne her, og det er tilstrækkeligt at vide, at det var en tid præget af sorg og bekymring for fremtiden.

En dag dukkede der en besked op i indbakken hos drengens mor.

- Det startede med, at han kontaktede mig på mail, hvor han roste mine drenge helt vildt, og så fandt han på de der julegaver. Han havde købt nogle droner, siger moderen til drengen i den blå jakke.

Familien tog modstræbende imod gaverne, og moderen tænkte, at manden nok prøvede at hjælpe dem gennem den svære tid.

Drengen i den blå jakke blev inviteret hjem til manden, hvor de to arbejdede i hans garage.

- Det var min søns store drøm at få en ATV, og vi var selv i gang med at finde én, der skulle sættes i stand, men nu endte det med, at manden bare købte en brugt én til ham, siger moderen.

Hun var dengang glad for, at nogen ville støtte hendes søn.

- De havde et projekt sammen. Min søn elsker projekter, og han syntes, at det var så fedt, at der var nogen, som gad hjælpe ham, siger hun.

Men 8. april 2019 forvandlede mandens garage sig til et gerningssted.

Breve fra fængslet

Overgrebet bestod af anden seksuel omgang end samleje.

Dagen efter, at det var sket, tog den 11-årige dreng mod til sig og fortalte om det til sin mor.

Politiet ransagede mandens hjem, og da de kiggede i hans bærbare Lenovo-computer, fandt de ni børnepornografiske billeder og én film med børneporno.

Du skal ikke være nervøs for at skrive. Bare tys, tys

Besked fra manden til en dreng i området

Han blev vurderet egnet til at afsone en fængselsstraf, og da retssagen var forbi, blev manden idømt ni måneders fængsel.

På trods af at familien vidnede imod ham, ville manden dog rigtig gerne se sit offer igen.

- Mens han sad inde, modtog vi breve fra ham, hvor der stod: "Når jeg kommer ud igen, så bliver vi bedste venner", og "jeg håber, at vi ses igen", siger moderen.

Forsøgene på at kontakte offeret betød, at manden fik et polititilhold.

Det var det tilhold, han forsøgte at omgå ved at give drengen August det sammenrullede stykke papir i kuglepennen, efter at han var blevet løsladt.

Besked fra Thomas

Efter manden havde mødt August ved skolebussen, begyndte han nu også at udvise interesse for denne dreng.

Pludselig kom der beskeder på Instagram fra en mand, der kaldte sig Thomas.

  1. Thomas

    Selvfølgelig kan vi være venner de næste 100 år. Jeg vil altid hjælpe dig, og jeg svigter aldrig mine venner, bare så du ved det. Prøv at finde et sted vi kan ses. Vi må snakke.

Der blev også ringet til Augusts far.

- Han sagde, at han syntes, at August var en smaddersød dreng, og han kunne ikke forstå, at August ikke havde kontaktet ham, siger drengens mor, Marianne Bülow Larsen.

Da faderen konfronterede manden med, at han jo var dømt for et seksuelt overgreb mod en dreng i lokalområdet, forklarede manden, at det ikke var sandt.

Samtalen sluttede med, at faderen i ret utvetydige vendinger forklarede manden, at han skulle lade sønnen være i fred.

Men beskederne fortsatte.

  1. Thomas

    Selvfølgelig holder jeg af dig. Du er jo også super snedig, vi kan ses i hemmelighed. Der er f.eks. et sted nær dig ved Møllegården, hvor vi godt kan snakke. Der kan jeg også lægge lidt penge, hvis du mangler. Jeg har grædt for min ven i 1,5 år. Håber du forstår det. Måske kan du hjælpe til at redde mit venskab med ham. Så skal jeg nok hjælpe dig med soundbox, knallert osv. August, bare slap af og skriv. Husk at slette. Jeg ændrer min profil senere.

En dag, hvor August havde været ude og lege ved Hejninges store stendysse, der ligger på et øde sted nord for landsbyen, fik han en ny besked på Instagram.

Afsenderen skrev, at han havde set August lege på dyssen.

- Da August kom hjem og havde fået de her beskeder, kunne vi regne ud, at han har holdt øje med ham, siger Marianne Bülow Larsen.

Alene hjemme

Politiet blev informeret, men der var ikke nok i sagen til, at den pædofile mand kunne anholdes.

Hvis han skulle have et polititilhold mod August, ville det tage noget tid.

Derfor sad August alene hjemme en tirsdag formiddag i september 2020.

Dengang var han 12 år gammel, og han var blevet hjemme fra skole, fordi han havde ondt i maven.

- Det havde han ikke, fordi han var syg, men på grund af den her mand, siger Marianne Bülow Larsen.

Alt var ganske stille den solrige tirsdag formiddag.

Eneste lyd var en traktor, der brummede i det fjerne.

Da cykelhjulene knasede sig vej gennem gruset på gårdspladsen, kiggede August ud gennem det nederste hjørne i et husets vinduer.

Han genkendte straks manden på gårdspladsen.

Manden stillede sin cykel fra sig, åbnede døren ind til laden og gik ind.

August trak sin telefon frem og ringede efter hjælp.

Han tastede ikke 112, men nummeret til lederen af sin skole halvanden kilometer væk.

Og så begyndte drengen ellers at optage en video ud mod gårdspladsen.

Kameraet tittede kun lige op over vindueskarmen.

Optagelserne er foretaget med Augusts egen mobiltelefon. Video: Peter Møller

Efter få øjeblikke kom manden ud af laden igen.

Han virkede begejstret og gav sig selv en dobbelt thumbs up, da han kom ud af døren.

Han steg op på sin cykel, men han nåede ikke ud af indkørslen, før der holdt en bil og dernæst en traktor foran ham.

- Til alt held var der en nabo, som så, at han cyklede herind, siger Marianne Bülow Larsen.

Gaven

Lederen fra Augusts skole var ankommet i bilen, og hun løb ind i huset, mens naboen i traktoren spurgte manden på cyklen, hvad han foretog sig.

Manden fortalte, at han havde lagt en kuvert til August inde i laden, fordi de to var venner.

Det viste sig, at kuverten indeholdt 1500 kroner.

Naboen i traktoren sagde til manden på cyklen, at man ikke kan være venner, når den ene er 12 år, og den anden er en ældre mand.

Men det kunne man godt, sagde manden, inden han cyklede væk.

Kort efter besøget fik August en ny besked på Instagram.

  1. Thomas

    Jeg ved godt, at du både er sød og klog. Vi kan nemt være venner i hemmelighed, hvis du er nervøs. Du kan bare cykle herud eller ses ved dyssen. Bare ring eller skriv (navne og numre udeladt, red.) Din nabo med traktoren mente, du bare var en 13-årig snotunge, der ikke har noget at skulle have sagt. Så husk August kun at stole på søde mennesker, der holder af dig. Der er ingen, der bestemmer over dig. Skriv eller ring… Hurtigt

Drengen besvarede aldrig mandens henvendelser.

Forsøgene på at komme i kontakt med August resulterede i, at manden i oktober 2020 fik et polititilhold mod at opsøge ham.

Men familien er stadig bekymret, for polititilhold ser ikke ud til at holde manden væk.

Besøg i sommerhuset

Da han havde udstået sin fængselsstraf, fik manden et polititilhold mod at opsøge drengen i den blå jakke.

Han havde dog ikke været på fri fod ret længe, før han antastede offerets mor.

- Han stoppede mig, en dag jeg var ude og løbe, og sagde, at jeg havde opfattet situationen helt forkert, fortæller hun.

Manden fandt endda familiens sommerhus nogle måneder efter løsladelsen, hvor han førte en kort samtale med sit offer, inden drengen vendte ham ryggen og gik.

Når jeg cykler hjem fra skole nu, tænker jeg altid over, om jeg støder på ham

Drengen i den blå jakke

Overtrædelsen af polititilholdet resulterede i en bøde.

Da han overtrådte tilholdet anden gang, endte det med en ny fængselsstraf.

Manden i skovbrynet

Men først lykkedes det manden at give sit offer en voldsom forskrækkelse.

Drengen fortæller til TV 2, at det skete på et sted uden vidner.

Det var en dag efter skole lige inden hans 13-årsfødselsdag.

På markvejen op mod vindmøllen kom drengen forbi et lille skovområde, hvor han pludselig så bevægelse inde mellem grenene.

- Han kommer pludselig frem på vejen foran mig, siger drengen.

Manden standsede drengens sorte Centurion-cykel.

- Der holder han fast i mit cykelstyr, så jeg ikke kan komme videre. Og så fortæller han mig, at det var svært for ham, da han sad i fængsel, og at han kun tænkte på mig, mens han sad derinde, siger drengen.

Manden viste ham også en kvittering på en iPhone og sagde, at den var en gave.

Dagen før drengens fødselsdag dukkede der så pludselig en ny iPhone 11 op i familiens postkasse.

Gaven var en overtrædelse af polititilholdet, og den blev takseret til 30 dages fængsel, da der blev afsagt dom i sagen ved Retten i Slagelse i februar 2021.

Et samfund i frygt

Men da havde mødet i skovbrynet for længst sat sig dybe spor hos den nu 13-årige dreng.

- Der blev jeg bange. For det var virkelig ubehageligt, at han sådan holdt mig tilbage. Når jeg cykler hjem fra skole nu, tænker jeg altid over, om jeg støder på ham, siger han.

Drengens mor er heller ikke tryg ved situationen.

- Hvis han kan gøre det der, hvad bliver så det næste, siger hun.

Det er hun ikke den eneste, der er nervøs for.

På Trelleborg Friskole, der ligger i Hejninge, har skolens ledelse hængt et foto af manden op på lærerværelset.

Det blev taget af skolelederen den dag, hvor August fik besøg på gårdspladsen.

Hvis eleverne har set en mistænkelig mand på skolens område, peger lærerne på billedet og spørger:

- Er det ham?

Skoleleder Astrid Vind fortæller til TV 2, at lærerne har vist et foto af manden til alle skolens børn, så de ved, hvad de skal være på vagt over for.

- I nogle børns fantasi forestiller de sig alt muligt. Her har vi at gøre med en mand, der ser helt normal ud. Pæn og ren og virker rar. Derfor er det vigtigt, at de ser ham, så de ved, at de skal tage afstand til ham, siger Astrid Vind.

Hun kender til en håndfuld elever, der er blevet opsøgt af manden både online og fysisk, og manden dukker jævnligt op på skolen.

- For halvanden måned siden var han nede ved boldbanen. Inde i krattet helt bagerst, hvor han havde stillet sin cykel og stod og holdt øje, da der var frikvarter, siger Astrid Vind.

Kattemordet

Manden har skabt så megen utryghed, at en lærer nu holder vagt ved busstoppestedet, når børnene skal hjem, mens der er indgået aftaler med lokale virksomheder, om at børn kan søge derind, hvis de træffer manden.

Skolen har desuden et samarbejde med Slagelse Politi, der har patruljeret i området i skolens pauser, men manden er ikke holdt op af den grund.

Heller ikke, da ukendte personer greb til selvtægt, fik det ham til at stoppe.

I februar 2021 fortalte han i retten i Slagelse, at folk i lokalområdet efter hans mening har set sig sure på ham og udsat ham for chikane.

For eksempel forklarede han, at han en dag modtog en pakke med afføring, en anden dag fik tilsendt en vimpel med teksten ”pædofil”, og en tredje dag modtog et dødt dyr.

Han sagde, at der var blevet smidt malingbomber og partisansøm på hans gårdsplads, og at hans kat var blevet slået ihjel.

Beklagelserne i retten hjalp dog ikke manden ret meget, og han blev idømt 30 dages fængsel for at have overtrådt polititilholdet mod drengen i den blå jakke.

Mødet med TV 2

Men straffen stoppede ham ikke.

29. november 2021 fik han et polititilhold med en tredje dreng i lokalområdet, som han opfordrede til hemmelige møder gennem beskeder på Instagram.

En af dem lød således:

  1. Hans Hansen

    Smart at være venner alle tre, stole på hinanden og hjælpe hinanden. Du skal ikke være nervøs for at skrive. Bare tys, tys. Måske ses vi f.eks. i Slagelse og snakker, bare skriv.

Selvom manden forsøger at mødes med flere andre drenge, har han dog ikke glemt sit oprindelige offer.

8. december cyklede han endnu en gang forbi den grusvej, som drengen med den blå jakke benytter for at komme hjem.

Jeg må gerne cykle her. Det er der ingen problemer i

Pædofilidømt mand

Denne gang mødte han ikke drengen.

Til gengæld stod der en journalist fra TV 2, som ville vide, hvorfor han bliver ved med at dukke op på sin cykel, netop som hans offer har fri fra skole.

Her møder TV 2's journalist manden, der har krænket drengen i den blå jakke. Video: Peter Møller

- Jeg må gerne cykle her. Det er der ingen problemer i, sagde han og tilføjede, at han cykler for at få motion.

Derudover ville han ikke svare på spørgsmål og skyndte sig væk på sin cykel.

Han har ikke svaret på yderligere henvendelser fra TV 2.

Hvor er hjælpen?

TV 2 har talt med familierne til alle de tre drenge, manden har polititilhold imod, og de mener alle, at manden har brug for hjælp.

Men i Danmark er der ikke tvangsbehandling af pædofile, der erklæres egnet til straf, så politiet kan kun sætte ind over for manden, når han bryder loven.

Jeg synes ikke, at det er okay

Drengen i den blå jakke

Politiet vil ikke kommentere den konkrete sag over for TV 2, men Allan Holm, der er vicepolitiinspektør ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, understreger, at man gør, hvad man kan, for at forebygge kriminalitet.

I Hejninge er de forældre, TV 2 har talt med, da også tilfredse med politiets indsats.

- Det er min oplevelse, at politiet har været hjælpsomme, grundige og har gjort, hvad de kunne, siger moderen til drengen i den blå jakke.

I modsætning til den pædofile mand har drengen modtaget masser af hjælp til at håndtere de følelser, der trænger sig på, når gerningsmand og offer mødes.

- Når jeg ser ham på vej hjem fra skole, bliver jeg ikke bange. Jeg bliver mere bare vred og frustreret, for jeg synes ikke, at det er okay, siger han til TV 2.

Sammen med sin mor har han lagt flere planer for, hvad han skal gøre, hvis manden igen kommer for tæt på.

En af dem går ud på, at drengen skal smide sin cykel og løbe hen over markerne, så hurtigt hans ben kan bære ham.

Kender du til lignende sager om dømte pædofile, som skaber utryghed i lokalsamfund - skriv til TV 2s indlandsredaktør Tore Bønke på tobo@tv2.dk.