Dommer varetægtsfængsler formodet pirat

Den nigerianske mand er sigtet for forsøg på manddrab på danske soldater. Han nægter sig skyldig.

En formodet pirat var fredag i grundlovsforhør i Københavns Byret, hvor det endte med, at sagens dommer varetægtsfængslede den sigtede i foreløbig 25 dage.

- Når jeg ser på alle de oplysninger, der er fremlagt, mener jeg, at der er begrundet mistanke for, at du er skyldig i anklagen, lyder det fra dommeren.

- Jeg har hørt din forsvarer, og jeg er enig i, at det er en usædvanlig sag, siger hun.

Den formodede pirat er sigtet for forsøg på manddrab på danske soldater. Han nægter sig skyldig.

Ifølge anklagemyndighedens sigtelse angreb pirater 24. november danske soldater, som var om bord på en mindre båd, i Guineabugten. Fire formodede pirater blev dræbt, og fire andre blev pågrebet, herunder den sigtede.

Specialanklager fra Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet (SØIK) Karen Moestrup Jensen er tilfreds med grundlovsforhørets udfald.

Hun oplyser, at efterforskningen fortsætter, og at det blandt andet gælder en række tekniske undersøgelser, der skal færdiggøres.

Nægter sig skyldig

Fredag formiddag blev den sigtede mand fra Nigeria rullet ind Københavns Byret i en kørestol, hvor han skulle fremstilles i grundlovsforhør. Han var iklædt en blå trøje og havde et stort fuldskæg.

Manden har fået amputeret det nederste af sit ene ben, som skete efter sammenstødet og den efterfølgende ildkamp mellem de formodede pirater og en del af besætningen fra Esbern Snare.

Den nigerianske mand nægtede sig skyldig og påstod i retten, at besætningen ombord på båden var sejlet ud for at finde et skib, som de skulle transportere til en flod ved fastlandet.

Han var med for at tjene penge til sin familie, lød det.

Anklageren fortalte i retten, at fregatten Esbern Snare sendte en helikopter ud for at undersøge et mistænkeligt fartøj.

Helikopteren udsendte ifølge anklageren mundtlige varsler og affyrede varselsskud for at bringe de formodede pirater til standsning. Det skete ikke.

Derefter skød de mod piraternes motorer, og herefter besvarede piraterne med skud mod helikopteren.

Ben ramte propel

Den forklaring stemmer ikke overens med den sigtede, der i retten oplyste, at helikopteren uden varsel affyrede adskillige skud mod båden.

Herefter måtte den sigtede efter eget udsagn springe i vandet, og det var her, at hans ene ben kom i kontakt med bådens propel, der skar det nederste af benet af.

I retten blev der flere gange citeret fra afhøringsrapporter fra det frømandskorps, der sejlede de formodede pirater i møde i en RIB-båd, hvilket førte til endnu en skudveksling, hvor fire personer omkom.

Her kom det frem, at det var de formodede pirater, der åbnede ild mod frømændene, som de herefter besvarede.

Tre andre løsladt

Den sigtede var i første omgang med de tre andre på den danske fregat Esbern Snare, men blev senere overført til et hospital i Ghana på grund af sine skader.

Det danske justitsministerium har tidligere oplyst, at det ikke mener, at det ville være helbredsmæssigt ansvarligt at løslade den sigtede, og han er derfor - i modsætning til de tre formodede pirater andre - sendt til Danmark for at blive retsforfulgt.

Den sigtedes forsvarer, Birgitte Skjødt, mener, at alle fire sigtede i sagen burde have fået samme behandling.

Den sigtedes forsvarer, Birgitte Skjødt, mener, at alle fire sigtede i sagen burde have fået samme behandling.

- De tre af de sigtede har fået et tiltalefrafald, hvilket betyder, at man stadig anser dem som skyldige, men man vil ikke retsforfølge dem og give dem en straf. Det skulle også have omfattet min klient, siger hun.

Samtidig oplyser hun, at hendes klient har smerter, der dog kan dækkes af medicin.

De tre andre formodede pirater blev fredag løsladt og sendt afsted fra Esbern Snare mod Nigerias kyst.