Ekspert om løsladelsen af formodede pirater: - Om få måneder er de til søs igen

Der tages noter blandt pirater efter dagens afgørelse om at løslade formodede pirater, som angreb danske soldater i Guineabugten, advarer en ekspert.

Tre af de fire formodede pirater, der er blevet tilbageholdt på den danske fregat Esbern Snare i Guineabugten, skal løslades.

Det oplyser deres advokater til TV 2 og Ekstra Bladet.

Men at personer, der er sigtet for drabsforsøg på danske soldater, går fri, overrasker hverken advokaterne eller Jacob Kaarsbo, der er udenrigs- og sikkerhedspolitisk kommentator og har en fortid som chef i Forsvaret.

- Der er groft sagt to muligheder: Enten skal de retsforfølges i landene i regionen eller også tager man dem hjem.

- Og da man ikke har sørget for en aftale med landene i regionen, og man ingen interesse har i at få dem til Danmark, er der kun en udvej: At sætte dem på fri fod igen.

Pirater tilbage om få måneder

Den afgørelse kan sende et signal til andre pirater om, at der ikke sker noget, hvis man angriber danske soldater.

- Der tages helt sikkert noter, siger Jacob Kaarsbo.

- Samtidig ved de, at Esbern Snare kun er der i fem måneder, og at skibet ikke er en del af international mission. Det, vi gør nu, er et professionelt udført arbejde af Søværnets folk, men det batter ikke i det lange løb. Desværre.

Problemet med pirater skal nemlig løses til lands i samarbejde med de lande, som piraterne stammer fra, og de lande, piraterne opererer fra. Det er Jacob Kaarsbos erfaring fra dengang, han var en del af kampen mod pirateri ud for Somalias kyst.

Derfor kalder han Søværnets arbejde for "symptombehandling".

- De pirater bliver sat fri igen, og mit bud er, at om få måneder er de til søs igen for at fortsætte deres forehavende endnu en gang.

Advokater havde det på fornemmelsen

Jacob Kaarsbos kommentarer falder kort efter, at advokat efter advokat har afsløret, at deres klient ombord Esbern Snare skal løslades.

- Jeg er ikke overrasket. Jeg havde på fornemmelsen, at de nok aldrig ville ende i Danmark, siger advokat Ole Olsen til TV 2 om sin klient.

Alle advokater oplyser, at der er sket tiltalefrafald i deres klienters sager. Det betyder dog ikke, at anklagemyndigheden ikke mener, at deres klienter er skyldige.

- Man anser ham for skyldig, men man vil ikke retsforfølge ham, siger advokat Niels Anker Rasmussen om sin klient til Ekstra Bladet.

TV 2 arbejder på at finde ud af, hvad der nu skal ske med de formodede pirater, der er nigerianske statsborgere.

Forsvarsordfører: - Det er noget rod

Afgørelsen om at løslade de formodede pirater viser, at regeringen for alvor bør genoverveje Danmarks mission i Guineabugten. Det mener Eva Flyvholm, der er forsvarsordfører for Enhedslisten.

- Det er noget rod, siger hun til TV 2.

De formodede pirater kan ikke udleveres til Nigeria, hvor de risikerer at blive tortureret eller skudt. Samtidig er der ingen politisk vilje til at tage dem til Danmark og retsforfølge dem.

- Det er en møgsituation, som der ikke er nogen god løsning på. Men det er ret usædvanligt og i nogen grad absurd, at man løser det med et tiltalefrafald. Det kalder på, at regeringen er nødt til at genoverveje sin mission.

Fra politisk side er det før blevet kritiseret, at regeringen besluttede at sende fregatten ud for at bekæmpe pirateri uden på forhånd at have indgået udleveringsaftaler med lande i regionen.

Allerede i november mente juridiske eksperter, at det var tvivlsomt, at Danmark ville retsforfølge de formodede pirater.

- Selv om Danmark har jurisdiktion til at retsforfølge piraterne, har man fra politisk side tidligere ikke villet retsforfølge i Danmark. Blandt andet fordi det kan være en udfordring at sende piraterne hjem igen efter afsonet straf, sagde Birgitte Feldtmann, der er professor i havret ved Aalborg Universitet, til Ritzau i november.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få en kommentar fra hverken forsvarsminister Trine Bramsen (S) eller justitsminister Nick Hækkerup (S).