Krimi

Det er en helt særlig sag for Danmark, siger professor

Det er først gang, man får en person til Danmark, som er sigtet i forbindelse med piratrelaterede kriminalitet udenfor Danmarks grænser.

En formodet pirat er torsdag blevet fløjet til Danmark, hvor han fredag skal i grundlovsforhør.

Og det er en helt særlig sag for Danmark.

Det mener Birgit Feldtmann, som er professor i strafferet og international retshåndhævelse ved Aalborg Universitet.

Det er nemlig første gang i nyere tid, at vi får en person til Danmark og muligvis gennemfører en straffesag mod vedkommende, som er sigtet i forbindelse med piraterirelateret kriminalitet, der er sket langt væk fra Danmarks grænser.

- Dengang vi lavede piratbekæmpelse i Østafrika, havde man den holdning, at man gerne ville have nogle lande i regionen, som på forsvarlig vis kunne og ville gennemføre straffesager mod mistænkte pirater, siger Birgit Feldtmann.

Men vi har set andre europæiske lande, som Tyskland og Holland, der har gennemført straffesager mod pirater – i de tilfælde fra Somalia.

Usædvanligt tiltalefrafald

Selve kernen i sagen er derimod ikke så usædvanlig, da det er en sigtelse i forsøg på manddrab, som er set før i andre sager.

Samtidig har man fra politisk hånd besluttet, at tiltalen skal frafalde i de tre andre tilfælde. Og det er også yderst usædvanligt, lyder det fra Birgit Feldtmann. Det er dog noget, der er hjemmel til og dermed dækket af den danske lovgivning.

- Men vi ser meget sjældent, at justitsministeren benytter sig af denne mulighed, og i den konkrete sag er det justitsministeren, der har besluttet, at der skal gennemføres et tiltalefrafald mod de tre sigtede, siger Birgit Feldtmann.

Ifølge professoren er et element i overvejelserne, at man ikke er sikker på, hvis de bliver dømt, at man så bagefter ville kunne bringe dem tilbage til det land, de kommer fra.

Forventet forløb efter ankomst

Ifølge Birgit Feldtmann er det første, der vil ske, når vedkommende ankommer til Danmark, at man vil gennemføre et grundlovsforhør i forhold til den fortsatte varetægtsfængsling.

Men noget helt andet, der skal tages højde for, er, at personen er såret.

- Han har fået benet amputeret, og der har været komplikationer, så der vil være et lægeligt, sundhedsmæssigt forløb og måske genoptræning, siger Birgit Feldtmann.

I en pressemeddelelse torsdag aften oplyste Justitsministeriet, at det ikke ville være helbredsmæssigt forsvarligt at løslade ham til søs, fordi han har pådraget sig skader i forbindelse med konfrontationen med de danske soldater

- Som følge af Danmarks internationale forpligtelser og den formodede pirats helbredstilstand er det blevet vurderet, at der ikke var anden udvej end at bringe vedkommende til Danmark, siger justitsminister, Nick Hækkerup (S).

- Regeringen ønsker på ingen måde, at de formodede pirater kommer til Danmark, men i det ene ud af de fire tilfælde var der desværre ikke andre muligheder. Jeg har derfor ikke pålagt anklagemyndigheden at meddele vedkommende et tiltalefrafald. Det betyder forventeligt, at han vil blive retsforfulgt i Danmark for forsøg på manddrab på danske soldater, tilføjer justitsministeren.