Såret formodet pirat er flyttet til hospital i Ghana
Den ene af de fire varetægtsfængslede formodede pirater er flyttet fra "Esbern Snare" til et hospital i Ghana.
Den sårede formodede pirat på fregatten "Esbern Snare" er blevet bragt til et hospital i Ghana.
Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.
Her vogtes han af ghanesisk politi. Det var ikke længere sundhedsmæssigt forsvarligt at have ham om bord på fregatten, oplyser Forsvaret videre.
Overførslen skete i forbindelse med et havneophold søndag i Ghana, og han blev ført til hospitalet af en læge og militærpoliti fra den danske fredag.
Den formodede pirat har tidligere fået amputeret sit ben af dansk personale på "Esbern Snare". Han er blandt fire formodede pirater, der er varetægtsfængslet in absentia - altså uden at være til stede.
De fik forlænget deres varetægtsfængsling 8. december med yderligere to uger.
De fire formodede pirater nægter sig alle skyldige.
Ifølge anklagemyndighedens sigtelse angreb de den 24. november danske soldater, som var om bord på en mindre båd, i Guineabugten.
Stadig usikker fremtid for formodede pirater
Angrebet fik de danske styrker til at åbne ild. Fire formodede pirater blev dræbt, og det menes, at yderligere en formodet pirat er faldet over bord, mens fire andre blev tilbageholdt - heriblandt en mand, der blev såret under angrebet.
Det er endnu uvist, hvad der skal ske med de formodede pirater. Udenrigsministeriet har arbejdet på at indgå aftale om udlevering.
En gruppe med Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet samarbejder om sagen.
Om de skal udleveres afhænger af, hvad anklagemyndigheden når frem i tiltalespørgsmålet.
Guineabugten er et stort farvand ud for det vestlige Afrika. Farvandet er kendt for at være hårdt plaget af piratangreb
Der er mellem 30 og 40 danskopererede skibe i Guineabugten.
Fregatten "Esbern Snare", der sejlede ud 24. oktober, skal beskytte skibe, som sejler med gods, mod piratangreb.