Krimi

Politi med nyt efter skyderi i Brøndby – efterlyser vidner

Intet tyder foreløbig på sammenhæng med de sidste ugers skudepisoder i Storkøbenhavn, siger Københavns Vestegns Politi.

Politiet rykkede natten til lørdag ud til endnu et skyderi i Storkøbenhavn efter anmeldelse fra borgere i området.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Daniel Benner natten til lørdag, ifølge Ritzau.

En 25-årig mand blev ramt af et skud og blev kørt i ambulance til Rigshospitalet, hvor han fortsat er indlagt og nu meldt uden for livsfare.

Skyderierne, som fandt sted i Ulsøparken i Brøndby, blev anmeldt kort før midnat fra borgere, som slog alarm.

Københavns Vestegns Politi har været talstærkt repræsenteret i området med efterforskningsarbejde, vidneafhøringer og hunde til at søge efter tekniske spor.

- Vi er stadig ved at kortlægge hændelsesforløbet i aftes, og vi hører gerne fra vidner, som har set eller bemærket noget mistænkeligt i tiden før, under eller efter hændelsen ved 23.30-tiden i Ulsøparken – det kunne for eksempel være personer eller køretøjer, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose, Københavns Vestegns Politi.

Ifølge vicepolitiinspektøren er der foreløbig intet, som tyder på sammenhæng med de sidste ugers skudepisoder i Storkøbenhavn. Peter Malmose understreger dog samtidig, at der efterforskes bredt, og at der ikke udelukkes noget.

Mulig sammenhæng med slagsmål

Undersøgelser i området har afdækket, at der muligvis fandt et slagsmål sted fredag aften omkring klokken 19 ved Kisumparken nummer 118 ikke langt fra Ulsøparken.

Det vides endnu ikke, om de to hændelser kan hænge sammen, men Københavns Vestegns Politi hører også gerne fra vidner med kendskab til episoden i Kisumparken.

Lokalpolitiet er i Ulsøparken til klokken 13 lørdag med en mobil politistation, og her er vidner og kvarterts borgere velkomne til at rette henvendelse.

Fem skudepisoder i december

Der har fundet en række banderelaterede drab og skudepisoder sted i københavnsområdet gennem det meste af december.

Ifølge Københavns Politi er der i den konflikt tale om et opgør mellem en kendt bandegruppering fra Københavnsområdet på den ene side og en gruppe organiserede kriminelle på den anden side. En gruppe, som ikke defineres som en bande – men som ifølge TV 2s oplysninger ligeledes har en stor økonomisk interesse i handel med blandt andet hash.

2. december blev en 27-årig mand dræbt på Sorgenfrigade tæt på Nørrebrogade i København. Han blev skudt i ryggen og dræbt på gaden i myldretiden.

Dagen efter blev en 17-årig bulgarsk dreng næste offer, da ukendte gerningsmænd skød omkring sig i en frisørforretning på Islev Torv i Rødovre.

4. december blev en 39-årig mand såret af skud på en vandpibecafé på Frederiksberg, hvor en 18-årig blev anholdt.

7. december blev to mænd ramt i Herlev. Den ene mand fandt ud på vejen og stoppede en civil bil, der kørte ham til hospitalet, mens den anden blev fundet død i området senere.

Omkring 15. december rykkede skyderierne til Sverige, da en 25-årig dansk statsborger blev skudt på en parkeringsplads i Bunkeflostrand i Malmø. Manden døde senere af sine skader.