Krimi

Dansk statsborger dræbt af skud på gaden i Sverige

Den dræbte er kendt fra kriminelle miljøer, bekræfter politiet i Malmø.

En mand, der onsdag blev skudt og dræbt på gaden i Malmø, var ifølge TV 2s oplysninger dansk statsborger.

Manden er tidligere dømt for grov kriminalitet, viser dokumenter fra retten i Malmø.

Svensk politi fik onsdag klokken 15.48 flere anmeldelser om skyderi i et boligområde i Bunkeflostrand umiddelbart syd for Øresundsbroen.

Her blev den danske statsborger fundet såret af skud og bragt til sygehuset med ambulance.

Efterfølgende blev Øresundsbroen kortvarigt spærret i retning mod Danmark.

Flugtbil på udenlandske plader

Klokken 18.33 onsdag aften oplyste politiet, at manden var død.

På et pressemøde torsdag formiddag oplyser politiet i Malmø, at manden var kendt af politiet fra kriminelle miljøer.

- Meget tyder på, at han var på vej hen til en bil og blev skudt på parkeringspladsen, siger Claes-Arne Hermansson, der er efterforskningsleder ved politiet i Malmø, ifølge SVT.

En sort Audi RS4 på udenlandske nummerplader blev set i området, og den er politiet meget interesseret i.

- Vi ved ud fra vidneudsagn, at der var flere gerningsmænd, de flygtede fra stedet i en bil, siger Claes-Arne Hermansson ifølge nyhedsbureauet TT.

Han oplyser, at politiet har anholdt fire personer, som mistænkes for medvirken til drabet.

Dialog med dansk politi

Københavns Politi ønsker ikke at kommentere sagen over for TV 2.

Leder af afdelingen for organiseret kriminalitet Knud Hvass har dog bekræftet, at der dialog mellem de to landes politi.

- Det er klart, at med det, der er sket den seneste tid, er der fortsat dialog mellem dansk og svensk politi, sagde Knud Hvass onsdag aften til TV 2.

Den dialog er blevet skærpet efter den seneste tids skyderier i København. Det skyldes, at flere kriminelle svenskere har været til stede i den danske hovedstad.

En 21-årig svensker sidder desuden varetægtsfængslet for et skuddrab på Nørrebro torsdag 2. december. I den følgende uge var der yderligere tre skyderier i københavnsområdet.