Krimi

Kvinde sigtet for at tilslutte sig IS fængsles i 25 dage

En 25-årig kvinde, der landede i Danmark fredag med sine tre børn, er blevet varetægtsfængslet.

En 25-årig kvindelig dansk statsborger, der fredag ankom til Danmark med sine tre børn, varetægtsfængsles frem til 5. januar 2022 - i 25 dage.

Det oplyser anklager Lene Hjorth lørdag aften.

- Kendelsen lyder på, at der er en begrundet mistanke i forhold til den sigtelse, vi har oplyst. Dog kun i perioden frem til 14. maj 2021, siger hun.

Kvinden har lørdag været i grundlovsforhør ved Københavns Dommervagt.

Sigtelsen er efter straffelovens paragraf 114 e, ved at kvinden har tilsluttet sig Islamisk Stat Khorasan (IS-K), en afghansk gren af den militante Islamisk Stat -bevægelse.

Og ved at hun har fremmet den ved sin tilstedeværelse, oplyser anklageren.

Kvinden og børnene landede ifølge Ritzaus oplysninger fredag i København med et fly fra Irans hovedstad, Teheran, hvorefter hun blev anholdt.