Krimi

12 anholdt efter stor aktion – politiinspektør bekymret over voldsparathed

Politiet mener, at der er sammenhæng mellem mindst to af de fire skudepisoder.

Der har de seneste dage været fire skudepisoder i hovedstadsområdet, hvor samlet tre mænd er blevet dræbt og fire såret.

Senest afgik en mand i 20’erne ved døden natten til tirsdag.

De mange dødsfald og sårede vidner om en opsigtsvækkende voldsparathed.

Det sagde ledende politiinspektør Torben Svarrer under en pressebriefing tirsdag eftermiddag, hvor han gjorde status over en politiaktion, som blev gennemført tirsdag.

- Det er meget voldsomme hændelser, vi ser i øjeblikket. Vi ser bevægelser i miljøet, hvor der bliver kørt stærkt i gaderne, sagde Torben Svarrer og fortalte, at der er en "egenaccept" af, at man skal slå nogen ihjel blandt grupperinger.

Politiinspektøren beretter desuden om et "ekstraordinært kriminalitetsbillede".

Konflikt mellem kendt bande og kriminelle

Politiet har endnu ikke det fulde overblik over, hvem der i øjeblikket er i konflikt med hinanden og hvorfor.

Men det er umiddelbart mellem en kendt bande og flere fra den kriminelle underverden, der har nogle af de samme interesser, som banden har.

- Vi ved heller ikke endnu, hvordan konflikten er opstået, sagde Torben Svarrer under pressebriefingen.

Det er politiet i gang med at efterforske, ligesom de efterforsker, om der er en sammenhæng mellem alle fire skudepisoder.

Indtil videre kan politiet kun bekræfte, at der er en sammenhæng mellem skudepisoderne torsdag og fredag.

- Der er nogle ting, der indikerer, der er nogle sammenhænge mellem alle skudepisoderne. Det er en arbejdsmæssig hypotese, vi arbejder ud fra, sagde Torben Svarrer.

- Men det er endnu for tidligt at sige, om skudepisoden natten mellem mandag og tirsdag er en del af samme konflikt, siger han.

Torben Svarrer siger samtidig, at der er en bred efterforskning i gang, hvor mange motiver efterforskes.

14 anholdte

I forbindelse med de fire skyderier har politiet tirsdag gennemført en større politiaktion, hvor 25 adresser er blevet ransaget.

I den forbindelse er 12 personer blevet anholdt.

Også to personer blev anholdt torsdag, efter en mand i midten af 20'erne kendt fra bandemiljøet blev dræbt af skud i ryggen på Sorgenfrigade på Nørrebro i København.