Krimi

Mand i "meget kritisk" tilstand efter skyderi i København

For tredje dag i træk er der blevet skudt i københavnsområdet. Politiet efterlyser gerningsmand med foto.

En 39-årig mand blev lørdag aften ramt af skud på Åboulevard i København. Hans tilstand beskrives som "meget kritisk".

Det oplyser politiinspektør ved Københavns Politi Rasmus Bernt Skovsgaard sent lørdag aften foran gerningsstedet.

Lidt over klokken fem søndag morgen oplyser Anders Lykkegaard, efterforskningsleder ved Københavns Politi, at mandens tilstand stadig er meget kritisk.

Politiet fik klokken 21.38 en anmeldelse om, at der var blevet skudt inde på en vandpibecafé i nummer 39.

- Mange patruljer var relativt hurtigt fremme på stedet, siger Rasmus Bernt Skovsgaard.

Han oplyser, at der var fire-seks personer til stede på cafeen, og at en ung mand blev ramt af skud.

Den sårede mand er indlagt på Rigshospitalet, og politiet kender i skrivende stund ikke hans identitet.

Efterlyser ung mand

Efter skyderiet udsendte politiet et signalement af den formodede gerningsmand:

  • Ung mand med fuldskæg og mørkt hår
  • Cirka 175 centimeter høj
  • Bar sort jakke, sorte eller blå bukser, sorte sko, sorte handsker og sort mundbind

Desuden har politiet udsendt et overvågningsbillede af den efterlyste mand:

Politiet hører meget gerne fra vidner på telefonnummer 1-1-4 eller til politiets personale på stedet.

- Alt, hvad dem, der bor herude, og vidner har set, skal de komme til os med, så vi kan komme videre med efterforskningen. Det er meget værdifuld information, siger Rasmus Bernt Skovsgaard.

Efter skyderiet løb den formodede gerningsmand fra stedet i retning mod byen og drejede til højre ad H.C. Ørsteds Vej.

Her mener politiet, at han var inde i Netto, hvorefter han løb tilbage mod Åboulevard og forsvandt i ukendt retning.

På Twitter skriver politiet, at man fortsat er "massivt til stede" omkring Åboulevard 39 og har spærret vejen omkring Bülowsvej. Området ligger mellem Frederiksberg og Nørrebro.

Tredje dag med skyderi

Politiet kan endnu ikke sige, om skyderiet er banderelateret, og er også forsigtige med at kæde det sammen med de seneste dages skudepisoder.

- Men det er klart med de episoder og hændelser, der har været de sidste dage, så er det en hypotese, der fylder mere og mere i vores efterforskning, siger Rasmus Bernt Skovsgaard.

Det er tredje dag i træk, at der er skyderi i københavnsområdet.

Torsdag blev en mand dræbt af skud i ryggen på Nørrebrogade. To personer er sigtet for drab og varetægtsfængslet frem til 22. december.

Fredag blev to personer såret og én dræbt under et skyderi i en frisørsalon i Rødovre. To gerningsmænd er fortsat på fri fod.

Både Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi indførte fredag aften visitationszoner som følge af skyderierne.