Krimi

Betjente måtte efterlade deres motorcykler under dramatisk jagt

Mark, skov, eng, skrænt, motorvej. Politiet måtte mange forhindringer igennem under jagten på en knallertfører.

Tirsdag kom to af Østjyllands Politis motorcykelbetjente på noget af en opgave.

På Landevejen i Ødum ved Hadsten blev de opmærksomme på en knallert, og da den 18-årige fører så betjentene, gassede han op og nåede op over 100 kilometer i timen. Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Det blev starten på en lang jagt, hvor knallerten blandt andet kørte over for rødt og nægtede at standse.

- Det sidste markerede han meget tydeligt, da han i stedet for at standse, da den ene motorcykelbetjent kørte op på siden af ham, lavede et styreudslag kombineret med et lille spark mod politimotorcyklen, står der i døgnrapporten.

Sparket endte med at bøje et af motorcykelbetjentenes sidespejle.

Fik hjælp af jægere og jagthunde

Selvom de to betjente lykkedes med at lukke knallerten inde, standsede han ikke.

I stedet fortsatte han ind over en mark med politiet i hælene.

Efter nogle hundrede meter måtte betjentene dog efterlade motorcyklerne, fordi jorden blev for blød til at køre på.

Derfor fortsatte de jagten til fods ”gennem skov og eng” – blandt andet med hjælp fra en gruppe jægere og jagthunde, som kunne pege betjentene i den rigtige retning.

Havde hverken nummerplade, kørekort eller forsikring

Da knallertføreren nåede et vandløb, måtte han ifølge politiet give fortabt og efterlade køretøjet.

Derfor løb han op ad en skrænt og ud på en motorvej.

- Her fortsatte eftersættelsen kortvarigt i nødsporet, og her stod det hurtigt klart, at betjentene var i bedre form, og de fik halet ind på ham, skriver politiet.

Til sidst fik betjentene endelig fat på manden i en nærliggende skov. Og da de kom tilbage til knallerten, var det tydeligt, at den var ulovlig.

Udover at være tunet til at kunne køre langt hurtigere, end det tilladte, havde den ingen nummerplader. Og de 18-årige havde hverken kørekort eller forsikring til knallerten.

- Ejeren fortalte selv, at han for nylig havde fået den målt til en tophastighed på 148 kilometer i timen, skriver politiet.