Krimi

Planer om terrorangreb med pistoler og lyddæmpere koster 10 år

26-årig er idømt 10 års fængsel for at planlægge terror, mens hans kammerat er frikendt for terror, men skyldig i at medvirke til køb af våben.

Det koster 26-årige Saad Magedy Saad Ali Shahien 10 års fængsel, at han købte 2 pistoler med lyddæmpere og tilhørende ammunition, som han ifølge Københavns Byret ville bruge til et eller flere terrorangreb i Danmark eller udlandet.

Pistolerne købte han 11. december 2019 ved indkøbscenteret Fields i København - uden at vide, at sælgeren i virkeligheden var en agent fra Politiets Efterretningstjeneste.

Den 26-årige mand sagde til politiagenten, at lyddæmpere var gode, hvis det for eksempel var mørkt, og man gik hen og skød en person i en bil. Gerningsmanden kunne slippe væk uden at blive opdaget, og dermed kunne han slå til igen og igen, mente han.

- Jeg vil lave noget, jeg kan blive ved med, sagde han til den hemmelige PET-agent.

To mænd var tiltalt

En 27-årig kammerat er frifundet for medvirken til planlægning af terrorangreb, men idømt to år og ni måneders fængsel for medvirken til købet af våben.

Anklagemyndigheden havde dertil ønsket, han skulle udvises af Danmark for bestandig, men det mente Københavns Byret ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser og EU-reglerne.

- Men det betyder, at hvis du begår noget kriminelt igen, der kan ske udvisning for, så risikerer du at blive udvist, sagde retsformanden til den dømte.

Den dømte blev løsladt på stedet og forlod retten med familie og venner.

Begge mænd har nægtet sig skyldige.

Betragter ikke sig selv som religiøs

I løbet af retssagen er det kommet frem, at Saad Magedy Saad Ali Shahien ifølge sin egen forklaring praktiserer islam, men ikke betragter sig selv som religiøs.

- Jeg tror på Gud, ja, jeg tror på profeter og islam, ja. Men det betyder ikke, at jeg er from eller retskaffen, har han forklaret.

Den 26-årige mand, der har langt mørkt hår og skæg, er født i Egypten, men har boet i Danmark, siden han var helt lille, har dansk pas.

Retten har lagt vægt på, at anklagemyndighed har forsøgt at bevise, at han tilhører et radikalt islamistisk miljø, men det finder retten ikke bevist.

Derfor skal han kun betale en lille del af sagens omkostninger.