Krimi

55-årig fundet død i Haderslev - forsvundet i to måneder

Der er umiddelbart ingen tegn på forbrydelse i forbindelse med fund af en 55-årig død mand søndag i Haderslev.

En 55-årig mand fra Haderslev er søndag fundet død. Manden har været meldt savnet siden 28. september.

Der er umiddelbart ingen tegn på en forbrydelse.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Søndag klokken 12.41 modtog politiet en anmeldelse om, at et lig var blevet fundet nær Nederbyvænget i Haderslev.

Det skete, efter at politiet igennem længere tid har været i gang med en søgeindsats.

I den forbindelse har der blandt andet været anvendt vandsøgningshunde, der søgte efter spor langs vandkanten i Haderslev Havn og i Haderslev Fjord fra både.

Også civile grupper har søgt i nærområdet.