Krimi

23-årig far brækkede spæd datters knogler

Fem år og seks måneders fængsel er straffen til en 23-årig mand, der er dømt i Retten i Nykøbing Falster.

Da en lille pige blev født i marts i år, blev hun gennem seks uger udsat for grov vold af hendes 23-årige far på Lolland.

Mandag har Retten i Nykøbing Falster idømt faren fem år og seks måneders fængsel for den grove vold mod datteren. Det oplyser anklager Susanne Bluhm.

Hun fortæller, at den 23-årige er dømt efter anklageskriftet, hvor det fremgår, at manden flere gange udsatte datteren for vold. Han gav hende blandt andet flere slag i hovedet og på kroppen, klemte hendes brystkasse og bugen.

Desuden udsatte han hende for hårdhændet behandling og/eller ruskevold, står der i anklageskriftet.

Det beskriver også voldsomme skader hos pigen - herunder flere brud på flere ribben, et brud på venstre underarmsknogle samt blodansamling under den hårde hjernehinde. Hun fik også afrevet ledkapslen i højre lårben og venstre underarm.

Den 23-årige er dømt efter en paragraf, hvor straffen kan stige, hvis den grove vold er af så grov beskaffenhed eller har så alvorlige skader, at der er særdeles skærpende omstændigheder.

Tilhører bandemiljøet

En del af straffen er en såkaldt retsstraf på halvandet år fra en tidligere dom. Man kan dog ikke nødvendigvis sige, at straffen for volden mod den lille pige er fire år, og at der så er lagt halvandet år til.

- Det er en helt konkret vurdering af det hele, siger Susanne Bluhm.

Den 23-årige er tidligere voldsdømt, og i forbindelse med en tidligere dom kom det frem, at han var tilknyttet bandemiljøet.

Manden, der nægter sig skyldig, har anket dommen til landsretten.

- Han var sådan set enig i, at barnet var kommet til skade i hans varetægt, men han har forklaret, at han to gange tabte barnet og så måske har grebet det lidt voldsomt, siger anklageren.

Den 23-årige har under sagen været beskyttet af et navneforbud.

Byretten mener ikke, at det skal udstrækkes efter mandagens dom, men manden har kæret den afgørelse til landsretten, og ind til landsretten har taget stilling, gælder navneforbuddet fortsat.