Krimi

To personer er stukket med kniv i Taastrup

To mænd er kørt på hospitalet med udrykning, efter at de er blevet stukket med kniv i Cederlunden i Taastrup.

Politiet har søndag afspærret et større område i Cederlunden i Taastrup, da to mænd søndag er blevet stukket med kniv.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Vagtchef Morten Steen kan endnu ikke sige noget om ofrenes tilstand.

- De er kørt på hospitalet med udrykning, så det er alvorligt, siger han.

Politiet efterforsker på stedet og kan ikke sige noget om motiv eller gerningsmanden endnu, oplyser vagtchefen.

Han fortæller, at det afspærrede område gør, at flere beboere i området ikke kan komme til eller fra deres bolig. Vagtchefen kan ikke komme med en tidshorisont for, hvornår afspærringen vil blive hævet.

- Vi har hundepatruljer derude, og det kan godt tage noget tid, siger han omkring klokken 18.

Hvis man er beboer i området og ikke kan komme til sin bolig, kan man henvende sig til betjente i området.

De vil kunne hjælpe nogen, men der kommer også til at være folk, som må væbne sig med tålmodighed, forklarer vagtchefen.