Krimi

Antiterrorpoliti undersøger eksplosion i taxi i Liverpool

Tre mænd er anholdt i sag om eksplosion i en taxi ved et hospital i Liverpool, hvor en blev dræbt og en såret.

Britisk politi har anholdt tre mænd i forbindelse med en sag om en bil, der eksploderede i storbyen Liverpool tidligere søndag.

Det oplyser britisk politi ifølge flere medier.

- Betjente i Merseyside har anholdt tre mænd i alderen 29, 26 og 21 år i Kensington-området i Liverpool i henhold til terrorloven, skriver politiet i Manchester, som antiterrorenheden hører under.

Tidligt søndag aften er eksplosionen ikke blevet kategoriseret af politiet som en terrorhændelse.

Alligevel har politiet sat terrorspecialister ind for at efterforske sagen.

En dræbt og en anden såret

En taxi eksploderede tilsyneladende og brød i brand uden for Liverpool Women's Hospital i den centrale del af byen.

En mand er dræbt og en anden er såret, bekræfter politiet. Den dræbte var passager i bilen, oplyser politiet ifølge avisen Liverpool Echo. Ofret er endnu ikke identificeret.

Den sårede mand er ikke i livsfare. Han var ifølge politiet chauffør i bilen.

- Vi kan bekræfte, at klokken 10.59 i dag blev politiet kaldt ud til meldinger om en eksplosion i en bil, siger politichef Serena Kennedy ifølge avisen Liverpool Echo.

Politiets terroreksperter undersøger det udbrændte bilvrag og området omkring det.

- Vi bevarer et åbent sind, når det gælder årsagen til eksplosionen. Men når vi ser på, hvordan det skete, er det - ud fra et forsigtighedsprincip - antiterrorpolitiet, der leder efterforskningen, oplyser politichefen.

Patienter blev evakueret fra hospitalet og ansatte eskorteret ud af bygningen efter eksplosionen, skriver avisen.

Mistænkelig pakke på togstation

Området ved hospitalet er spærret af, og der er lukket for alle besøgende.

Tidligt søndag aften har politiet også evakueret en del af togstationen Liverpool South Parkway.

En passager oplyser til lokalavisen, at der er fundet en mistænkelig pakke på stationen.

Det er ikke umiddelbart bekræftet af politiet, og det er også uvist, om det i givet fald har forbindelse til eksplosionen udenfor hospitalet tidligere søndag.