Krimi

Terrorsag om 'Satans mor' begyndte med busbrand på Amager

Søm og metaldele skulle virke som dødbringende projektiler i en eller flere terrorbomber, fremgår det af tiltalen i ny terrorsag.

En terrorsag om ildspåsættelser og bombeplaner begyndte, da to unge mænd blev anholdt efter en busbrand ved Amager Strandvej 19. april 2019.

Efter mere end to års efterforskning begynder retssagen mod de nu 23-årige mænd torsdag i Københavns Byret, hvor de sammen med en 39-årig kvinde er tiltalt for at planlægge et eller flere terrorangreb i Danmark eller udlandet.

- Det har været en væsentlig del af efterforskningen at undersøge en lang række elektroniske medier, for eksempel mobiltelefoner, computere og tablets. Det tager lang tid, og derefter skal det, man finder frem til, sammenholdes med den øvrige efterforskning, siger anklager Anders Larsson, der fører sagen for Københavns Politi.

Satans mor

Terrorplanerne skulle ifølge tiltalen udføres med sprængstoffet TATP, der i en årrække har været anvendt til bomber af terrorister og andre kriminelle under navnet 'Satans mor'. Tiltalen beskriver, at den ene mand i en krypteret chat var blevet opfordret til at udføre ildspåsættelser i Danmark.

Imidlertid blev planerne ifølge politiet ikke til mere, da de to mænd nogle timer efter busbranden blev standset af politiet på Herlev Hovedgade lidt før klokken 05 i en bil, hvor politiet fandt en halv liter acetone, en liter tændvæske, en halv liter benzin i en flaske og en tom benzindunk.

Mændene blev anholdt, og ifølge tiltalen råbte den ene i den forbindelse: "Fucking vantro, I beskytter Paludan" mod betjentene.

Del af anti-terroraktion

I første omgang blev mændene varetægtsfængslet og sigtet for at have overhældt bussen på Amager med benzin og antændt den, så den udbrændte i et flammehav, ligesom de blev sigtet for at have planlagt at sætte ild til en ejendom et ukendt sted på Københavns Vestegn.

Mændene sad varetægtsfængslet i et halvt års tid, inden de blev løsladt 4. oktober 2019 og anholdt igen i december samme år, da Politiets Efterretningstjeneste sammen med syv politikredse slog til i en storstilet anti-terroraktion.

Busbranden er ikke i sig selv noteret som et terrorangreb i anklageskriftet, selvom den fandt sted efter opfordringer om at udføre ildspåsættelser i Danmark. Men ifølge tiltalen havde de to mænd sammen med den tiltalte kvinde inden anholdelsen indkøbt kemikalier som batterisyre, acetone og tændvæske til fremstilling af TATP, ligesom de havde anskaffet en fjernstyret bil, der kunne bruges som fjernudløser.

Desuden havde de ifølge tiltalen undersøgt og drøftet mulige mål for bombesprængninger og anskaffet metaldele, der kunne gøre en eller flere bomber endnu mere dødbringende.

Nægter sig skyldige

Alle tre tiltalte har nægtet at have noget med terror eller TATP at gøre.

- Min klient nægter sig skyldig og skal efter vores opfattelse klart frifindes for terrorisme, siger Jane Ranum, der er forsvarer for en af de 23-årige mænd.

Den 39-årige kvinde er udover medvirken til planer om en eller flere terrorsprængninger også tiltalt for at støtte terrororganisationen Islamisk Stat med penge og udbredelse af propagandamateriale, ligesom hun er tiltalt for at have hjulpet en række personer med tilknytning til Islamisk Stat, så de kunne kommunikere på sociale medier.

Krav om udvisning

En af de tiltalte mænd samt kvinden har ifølge politiet dobbelt statsborgerskab, og anklagemyndigheden kræver, at de i tilfælde af en dom bliver frataget deres danske indfødsret og udvist af Danmark for bestandigt.

Den tredje tiltalte har alene dansk statsborgerskab og kan derfor ikke udvises.

Det forventes, at Københavns Byret afsiger dom i sagen på den anden side af nytår.

Efter anholdelsesaktionen i december 2019 er en mand fra Munkebo på Fyn idømt to års fængsel samt udvisning af Danmark for at støtte og indsamle penge til Islamisk Stat, mens yderligere en mand fra København er fundet skyldig i at planlægge et eller flere terrorangreb, der skulle udføres med pistoler og lyddæmpere.

I løbet af den anden verserende terrorsag i København kom det frem, at hovedmanden på et tidspunkt har indgået en relation med den 39-årige kvinde.