Krimi

Bagmandspolitiet kræver storfisker idømt bøde på 68 millioner

Bagmandspolitiet vil konfiskere 205-206 millioner hos en række fiskeriselskaber i sag om snyd med fiskekvoter.

Storfiskeren Henning Kjeldsen fra Skagen står til en bøde på mellem 67,5 og 68,5 millioner kroner for omfattende fusk med fiskekvoter.

Det mener Bagmandspolitiet, der fredag i Retten i Holstebro har løftet sløret for, hvor stor bøden til fiskeren bør være, hvis han findes skyldig.

Samlet set vil anklagemyndigheden konfiskere mellem 205 og 206 millioner kroner hos en række fiskeriselskaber, som set med Bagmandspolitiets øjne har været kontrolleret og reelt ejet af Henning Kjeldsen i strid med lovgivningen.

Konfiskationskravet blev oprindeligt opgjort til 231 millioner kroner, da sagen mod Kjeldsen og ni andre personer blev indledt i februar.

Siden blev der fra forsvarsadvokaternes side stillet spørgsmålstegn ved beregningerne, og derfor blev kravet genberegnet.

- Omfangsmæssigt er der tale om den måske største sag i danmarkshistorien om overtrædelser inden for erhvervsfiskeri, siger senioranklager Ane Kallmayer Bach fredag på retsdag nummer 40 i den langstrakte sag.

Kone og stedsøn tiltalt

Henning Kjeldsen anklages for gennem årene 2013 til 2019 at have overtrådt reglerne om fiskekvoter, der regulerer hvor mange fisk en enkelt erhvervsfisker må fange.

Han har ifølge anklagemyndigheden brugt stråmænd til at omgå reglerne om loft over kvoterne.

Seks personer, herunder fiskerens kone og stedsøn, er tiltalt for at have medvirket til svindlen som stråmænd.

De er direktører i fiskeriselskaber, der hver især har erhvervet fiskekvoter.

Men ifølge Bagmandspolitiet var det kun på papiret.

I virkeligheden var det Henning Kjeldsen, der foranledigede, at selskaberne blev stiftet, og det var ham, der styrede den daglige drift, lyder anklagen.

To rådgivere – en revisor og en advokat – er tiltalt for at have hjulpet storfiskeren med at omgå reglerne.

Nægter sig skyldige

Ud over bøde og konfiskation går anklagemyndigheden efter at få frakendt Henning Kjeldsen retten til at drive erhvervsfiskeri.

Bagmandspolitiet kræver alle de tiltalte idømt bøder på mellem 650.000 kroner i den ene ende af spektret til 67,5-68,5 millioner i den anden ende.

Sagen er en udløber af den kritik, som Rigsrevisionen rejste tilbage i 2017 mod det daværende Miljø- og Fødevareministerium.

Forvaltningen af reglerne om fiskekvoter havde været kritisabel, lød det dengang.

Det førte til, at daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) måtte afgive fiskeriområdet fra sin portefølje.

Alle de tiltalte nægter sig skyldige.

Det er endnu uvist, hvornår der falder dom i sagen.