Krimi

Politi forsvarer pistol rettet mod fans: - De er klar til hvad som helst

Der undersøges i alt 61 sager om vold mod politiet efter søndagens fodboldkamp mellem Brøndby og FC København. Klubbene tager afstand.

Inde på Brøndby Stadion vandt hjemmeholdet Superliga-kampen mod FC København med 2-1.

Men det var kampene uden for stadion, der løb med meget af opmærksomheden efterfølgende.

Både før og efter lokalopgøret søndag eftermiddag forsøgte grupperinger fra begge sider at komme i slagsmål med hinanden, og der var ifølge politiet "en meget stor vilje til vold".

På et tidspunkt spidsede en af situationerne så meget til, at en politibetjent trak sin tjenestepistol, da en gruppe fans gjorde udfald mod de politifolk, som bevogtede FCK's spillerbus.

Politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Vestegns Politi siger til B.T., at det var en gruppe på 75 Brøndby-fans, der gik til angreb mod bussen.

Her var der ifølge politiinspektøren nogle kontrollører, der forsøgte at stoppe dem, og to betjente, som skulle eskortere bussen. Den ene trak sin pistol, fordi han vurderede, at det var en overhængende farlig situation, lyder det fra politiinspektøren, der bakker op om beslutningen.

- Hvis der kommer 75 med kasteskyts hen imod én, og de allerede har demonstreret, at de er klar til hvad som helst, så mener jeg, det er den rigtige beslutning ud fra, hvad jeg har hørt, siger Mogens Lauridsen til B.T.

Han siger, at betjenten trak sin pistol og "truer med den", men der blev ikke afgivet skud, har politiet oplyst i en pressemeddelelse.

Brøndby: Fuldstændigt uacceptabelt

Situationen udspillede sig lige foran Brøndby Stadion, hvor kampen var blevet spillet med start klokken 14. Over for TV 2 kalder klubben det "fuldstændigt uacceptabelt, at den situation eskalerer, som den gør".

- Vi får de oplysninger, som politiet giver, og det er jo en politiopgave, de er i gang med at håndtere. Der er vi i og for sig ikke indblandet, så det politiet fortæller os, er vi selvfølgelige også rystede over at høre, siger Brøndbys kommunikationschef, Christian Schultz.

Politiinspektør Mogens Lauridsen siger til Ekstra Bladet, at politiet er "overraskede over hele forløbet", og at man nu vil tage et møde med de to klubber. Af samme artikel fremgår det, at fans af begge klubber har kritiseret politiet for ikke at holde fansene godt nok adskilt. Den kritik afviser Mogens Lauridsen.

TV 2 har uden held forsøgt at få en kommentar fra Københavns Vestegns Politi mandag aften. Men begge klubber bekræfter over for TV 2, at det er helt normal procedure, at klubber og politi holder møder for at evaluere forløbet efter det københavnske lokalopgør.

Kommunikationschef Christian Schultz siger, at det er for tidligt at konkludere, om Brøndby har begået fejl som arrangør af kampen.

- Det er det, vi sidder og skal evaluere nu. Om der er noget, vi kan gøre anderledes. Om der er noget, som andre kunne have gjort anderledes, siger han.

Karantæner og sigtelser

I den modsatte lejr skal FCK også i gang med at evaluere forløbet omkring kampen, og derfor er det for tidligt at kommentere selve afviklingen af kampen, lyder det fra kommunikationschef Jes Mortensen.

- Men uanset hvad der er foregået omkring kampen, er vold ikke acceptabelt, og fodbold skal ikke være en undskyldning for at kunne udøve den slags. Hvis man tror, det hjælper nogen af klubberne, at man opfører sig sådan, så tager man alvorligt fejl, siger han til TV 2.

Københavns Vestegns Politi oplyste mandag formiddag, at fem personer indtil videre var blevet sigtet for lovovertrædelser før, under og efter fodboldkampen i Brøndby. Det er blandt andet for vold mod en kontrollør og mod politibetjente.

Kommunikationschef Jes Mortensen forsikrer, at de FCK-fans, der har udøvet vold og bliver identificeret, vil få karantæne fra klubbens kampe.

Også Brøndby er klar til at uddele karantæner til egne fans. Klubben indførte for et par sæsoner siden ansigtsgenkendelsesteknologi på Brøndby Stadion for at sikre, at personer i karantæne ikke kommer ind til fodboldkampe. Det system har ifølge kommunikationschefen vist sig ganske effektivt.

- Vi fanger jævnligt folk i karantæneregistret, som vi så afviser i døren, siger han.

Politiet oplyste mandag, at man undersøger 61 sager om vold mod politiet. Fem betjente kom på skadestuen i forbindelse med søndagens fodbolduroligheder.