Krimi

Filmmand fængslet for mistanke om vold

Varetægtsfængslet efter seks timer langt grundlovsforhør.

En filmmand er i Dommervagten i Københavns Byret blevet varetægtsfængslet i 13 dage for vold.

Det oplyser hans forsvarer, Kåre Pihlmann, torsdag aften klokken 22.00 efter et mere end seks timer langt grundlovsforhør.

Klokken 15.00 blev manden præsenteret for en sigtelse om adskillige tilfælde af vold og voldtægt mod en kendt kvinde.

Dommeren har imidlertid ikke fundet begrundet mistanke om, at manden skulle have voldtaget kvinden. Sigtelsen er dog opretholdt.

Episoderne har ifølge anklagen fundet sted i København og på den spanske ferieø Tenerife.

Ifølge sigtelsen har filmmanden voldtaget og forulempet kvinden flere gange og udsat hende for vold, blandt andet ved at spytte hende i ansigtet, slå hende med et kamera og rive hende i håret.

Manden nægter sig skyldig.

Anklagemyndigheden forlangte dørlukning og navneforbud, da efterforskningen stadig er i gang.

Forsvareren var imod dørlukningen. Han henviste til offentlighedens interesse og ytringsfriheden for hans klient.

Den anklagede mener, at anklagen er et forsøg på at stoppe en kritisk dokumentar om kvinden, der anklager ham.

Dommeren var enig med anklageren, og dørene blev lukket, hvilket betyder, at det ikke har været muligt at høre mandens forklaring.

Københavns Politi har til Ritzau oplyst, at man i forbindelse med sagen torsdag har været til stede på to adresser i København.