Krimi

Ung mand død efter knivstikkeri på Nørrebro i København

- Vi søger i høj grad vidner, der har set noget, siger Københavns Politi.

En 26-årig mand er afgået ved døden, efter at han tirsdag aften blevet stukket ned med en kniv på Hans Tavsens Gade på Indre Nørrebro i København.

Det oplyser central vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Bjarke Dalsgaard til TV 2.

Politiet fik anmeldelsen klokken 22.58.

Her blev det konstateret, at en ung mand var i kritisk tilstand. Han blev efterfølgende sendt til behandling på hospitalet, hvor hans liv ikke stod til at redde.

Politiet har hele natten til onsdag været til stede på gerningsstedet, der er afspærret, for at foretage tekniske undersøgelser og vidneafhøringer. Men uden den store succes.

- Vi søger i høj grad vidner, der har set noget. Det behøver ikke være selve den alvorlige episode, men måske der er nogen, som har set noget op til, siger Bjarke Dalsgaard til TV 2.

Politiet efterlyser vidner

Ingen er endnu anholdt i sagen, og derfor kan politiet heller ikke sige noget om et muligt motiv.

- Vi er stadigvæk i gang med at efterforske sagen, men der er ikke noget på nuværende tidspunkt, der tyder på, at det skulle være banderelateret, siger vicepolitiinspektøren.

Da offeret er en asylansøger, som ikke har været i Danmark i ret mange år, har politiet endnu ikke kunnet finde frem til hans familie, og de pårørende er således ikke underrettet på nuværende tidspunkt.

Der er tale om en 26-årig syrer, som var næsten skaldet og havde sort fuldskæg. Han var iført blå jeans, en sort t-shirt med Levis-logo, sorte Nike sneakers med hvid sål, og så havde han en guldkæde om halsen.

Hvis der er nogen, som har set det mindste, som kan have relevans for politiet, eller som eventuelt har videoovervågning på bygninger eller i deres biler, så bedes de henvende sig til politiet på 114.