Krimi

Gruppe af mænd overfalder kvinde i Helsingør

En 24-årig kvinde har det efter omstændighederne godt efter et overfald ved McDonald's i Helsingør.

En 24-årig kvinde blev søndag aften overfaldet af mellem tre og fire mænd ved en McDonald's på Kongevejen i Helsingør.

Det oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi natten til mandag.

Politiet fik anmeldelsen klokken 18.16.

Indledningsvist lød det fra politiet, at op mod ti personer deltog i overfaldet, men der er retteligt tale om mellem tre og fire personer.

Ingen anholdt

Vagtchefen fortæller, at bataljen startede, efter at den forurettede var mødtes med nogle veninder. De kom af ukendte årsager i uoverensstemmelse med en anden gruppe, hvorefter den 24-årige kvinde blev overfaldet.

- Som vi har fået det oplyst, blev hun overfaldet med slag og spark. Hun er kørt til sygehuset, og hun har det efter omstændighederne godt, sagde politiets vagtchef Camilla Priegel søndag aften.

Efter overfaldet flygtede gerningsmændene i bil, på knallert og til fods. Natten til mandag har politiet endnu ikke anholdt nogen i sagen.

Politiet kan ikke sige noget om, hvad der gik forud for overfaldet, eller hvad motivet skulle være.