Krimi

Dømt krænker spottet ved skole

Manden er dømt ad flere omgange.

Den 60-årige krænker, der for få uger siden fik stadfæstet dom på 30 dages fængsel for at opsøge et tidligere offer, er aktiv på Slagelse-egnen.

Det skriver Sjællandske.

Forleden var det forældre, der beskrev, hvordan han tager kontakt til mindreårige børn via beskeder, herunder på det sociale medie Instagram. Nu er det skoleleder på Trelleborg Friskole Astrid Vind der har informeret forældre til børn på skolen om, at han fredag befandt sig på skolen.

- Manden fra efteråret har i dag gjort ophold på skolen i 10-pausen. Han gemte sig på junglestien og stak af, da der kom en voksen, skriver hun blandt andet.

Skolelederen har efterfølgende været rundt i klasser på 3. klassetrin for at tale om manden. Hun har samtidig vist et billede af ham.

- Gårdvagterne er ekstra opmærksomme, og episoden er anmeldt til politiet, da han ikke må opholde sig på eller omkring skolen, skriver hun.

Politiet tager sagen alvorligt. Det fortalte Jens Jedig Christiansen, politikommissær og leder af Lokal Efterforskning, Slagelse Politi, forleden til Sjællandske.

Manden er dømt ad flere omgange. Senest ved Østre Landsret. Den forurettede i den sag er han tidligere dømt for at have forulempet i en garage. Dengang røg han i fængsel i ni måneder, men bor fortsat samme sted – og i samme nabolag som drengen.