Krimi

Terrorsag går i gang: - Han ville skyde mod folk og politi

Nu begynder terrorsag, der blev mørklagt, efter at justitsministeren og chefer fra PET og Københavns Politi kom med detaljer om et forestående angreb.

Alvoren var ikke til at tage fejl af, efter at Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste sidste år havde anholdt en nu 24-årig mand og sigtet ham for at ville begå et eller flere terrorangreb.

- Vi har den viden, at han er islamistisk inspireret, og at han ville begå et terrorangreb, eventuelt skyde mod folk og skyde mod politiet, sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) til TV 2.

Manden blev anholdt på en parkeringsplads ved en burgerrestaurant i København umiddelbart efter, at han 30. april 2020 havde købt 1 skydevåben, 2 magasiner og 50 patroner.

Onsdag begynder retssagen mod den 24-årige. Ordlyden i anklageskriftet er generel og omtaler, at den tiltalte ville begå et eller flere terrorangreb i Danmark eller udlandet. Han nægter sig skyldig.

- Ingen tvivl om, at vi har afværget terrorangreb

På et pressemøde efter anholdelsen ville politiet ikke komme nærmere ind på detaljerne i det formodede angreb, men operativ chef i PET Flemming Drejer antydede alligevel, at målet måske skulle findes inden for Danmarks grænser:

- Sagen viser, at terrortruslen i Danmark fortsat er alvorlig. Vi ser med stor bekymring på, at der stadig er personer med intention og kapacitet til at lave terror i Danmark, sagde Flemming Drejer.

Som afslutning på pressemødet gentog chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov fra Københavns Politi, at myndighederne betragtede sagen med stor alvor.

- I må ikke være i tvivl om, at PET's indsats har gjort, at vi har afværget et terrorangreb, sagde chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov fra Københavns Politi som afslutning på pressemødet.

En ensom ulv

Efterfølgende blev grundlovsforhøret og alle senere retsmøder holdt bag lukkede døre, og politiet har ikke ønsket at kommentere sagens omstændigheder.

TV 2 har dog kunnet afdække, at den terrorsigtede er godt kendt i retssystemet, ligesom det ret hurtigt stod klart, at politiet mener, at han ligesom Omar el-Hussein, der angreb Krudttønden og synagogen i København, handlede alene.

At han blev betragtet som en såkaldt 'ensom ulv'.

Anklagemyndigheden har ikke ønsket at forholde sig til de udtalelser, som politicheferne og justitsministeren kom med i forbindelse med anholdelsesaktionen.