Krimi

Politiet efterlyser ofre i sag om seksuelle overgreb

Blandt ofrene er en 14-årig pige, som manden tog med til en lejlighed ved Lyngby Hovedgade.

En 32-årig mand er sigtet for at have begået flere voldelige og seksuelle overgreb mod unge kvinder.

Nu efterlyser politiet andre ofre, som har oplevet overgreb fra manden i en lejlighed omkring Lyngby Hovedgade.

Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

- Vi har indtil nu identificeret tre unge kvinder, men vi har også en begrundet mistanke om, at der er flere ofre. Vi ved endnu ikke, hvem de er, siger politikommissær Michael Gaml, som leder efterforskningen af sagen.

Tog 14-årig med til lejlighed

Blandt ofrene er en 14-årig pige, som den 32-årige mødte i København og tog med til lejligheden, hvor han udsatte hende for grove overgreb. Politiet modtog anmeldelsen 24. juli.

Den 32-årige blev anholdt og sigtet for overgrebene, få dage efter at Nordsjællands Politi modtog den første anmeldelse.

Han er foreløbigt varetægtsfængslet frem til 10. august.

Nordsjællands Politi kan kontaktes i sagen på telefon 114.