Krimi

Ekspert kalder sognepræsts drab for groft og yderst usædvanligt

Thomas Gotthardts handlinger vidner om, at han har et overmenneskeligt billede af sig selv, mener tidligere drabschef Jens Møller.

Sognepræsten Thomas Gotthardt tilstod tirsdag ved Retten i Hillerød drabet sin hustru, Maria From Jakobsen.

Jens Møller, som er tidligere vicepolitiinspektør og drabschef ved Københavns Politi, kalder drabssagen for spektakulær.

Det skyldes, at den 45-årige sognepræst nøje havde planlagt i flere dage forinden, hvordan hustruen skulle ende sine dage.

Ifølge den tidligere drabschef sker de fleste mord i Danmark - i modsætning til sagen fra Frederikssund - som en pludselig handling på grund af frustrationer og udfordringer i et forhold.

Men sognepræsten havde derimod minutiøst gjort sit forarbejde.

- Thomas Gotthardt udvælger netop den sten, som han vil slå Maria From Jakobsen ihjel med. Det er et groft og yderst usædvanligt drab, siger Jens Møller til TV 2.

Sognepræsten angrer intet ved drabet på sin hustru

Jens Møller, tidligere vicepolitiinspektør og drabschef ved Københavns Politi

Kvalte konen til døde

I retten kom det frem, at sognepræsten planlagde sin bestialske handling i weekenden inden selve drabet på sin hustru.

Dette blev udført om mandagen hjemme i parrets have, efter han havde afleveret parrets to børn i skole.

Ifølge retsmødebegæringen slog han sin kone ihjel ved at slå hende hårdt i baghovedet med en sten, så hun mistede bevidstheden. Efterfølgende holdt han hende med hænderne for næse og mund i flere minutter, indtil hun døde.

Samme dag besøgte Thomas Gotthardt sin mor, og natten mellem 26. og 27. oktober gemte han liget af vejen i en tønde.

.

Uden tanke for andres følelser

Han forsøgte at opløse de jordiske rester af Maria From Jakobsen med adskillige liter saltsyre og kaustisk soda og gravede efterfølgende liget ned i Sundbylille ved Frederikssund.

Et par dage senere valgte Thomas Gotthardt at grave liget op, brænde det og derefter begrave knoglerne.

- Sognepræsten angrer intet ved drabet på sin hustru, men hans tanker kredser udelukkende om de besværligheder, som han havde med at bortskaffe liget, fremhæver Jens Møller på baggrund af dagens retsmøde.

Den tidligere drabschef slår fast, at han ikke kender sognepræstens mentalerklæring, men Thomas Gotthardts handlinger vidner om, at han har et overmenneskeligt billede af sig selv.

- Han tænker først og fremmest på sine egne behov, og at tingene skal flaske sig for ham - tilsyneladende uden nogen tanke for andres følelser, siger Jens Møller.

Det blev på det nærmeste en hobby, hvordan han skulle få Maria From Jakobsen af vejen

Astrid Søndberg, retsreporter TV 2

Retten fulgte anklager

Den tidligere vicepolitiinspektør forklarer, at det heldigvis er sjældent, at der sker drab af denne koldblodige slags i Danmark.

- Der kan ikke sættes tal på, men dette drab er usædvanligt og har fået meget opmærksomhed - ikke mindst fordi det er begået af en præst, mener Jens Møller.

Thomas Gotthardt blev ved Retten i Hillerød idømt 15 års fængsel for sine ugerninger.

Ifølge TV 2s retsreporter Astrid Søndberg får man som udgangspunkt i Danmark 12 års fængsel for at begå et drab.

Men på grund af flere skærpende omstændigheder endte retten med at øge straffen.

- Drabet er uhørt brutalt og nøje planlagt. Thomas Gotthardt brugte flere uger med at skaffe sig af med liget. Det blev på det nærmeste en hobby, hvordan han skulle få Maria From Jakobsen af vejen, siger Astrid Søndberg.

Retten tog i sin strafudmåling ikke hensyn til, at sognepræsten valgte at tilstå drabet på sin hustru, og dermed fik anklagemyndigheden den straf, som man gik efter.

Thomas Gotthardt kan vælge at anke de 15 års fængsel, men det skal i givet fald ske inden for maksimalt to uger.