Krimi

Slagsmål foran kro endte med knivstikkeri

En 36-årig mand blev stukket to gange med en kniv under et natligt slagsmål i Aalborg. 24-årig er fængslet.

Et slagsmål foran en kro på Hadsundvej i Aalborg endte kort efter midnat med, at en 36-årig mand blev stukket to gange med en kniv.

Han er dog uden for livsfare, oplyser Nordjyllands Politi.

En 23-årig kvinde kom lettere til skade under hændelsen, som blev anmeldt til politiet klokken 0.44.

Efter knivstikkeriet anholdt politiet en 24-årig mand, der blev sigtet for grov vold.

- Han løb fra gerningsstedet, men vi anholdt ham cirka 500 meter derfra. Han havde en kniv på sig, som vi antager er gerningsvåbnet, sagde politiets vagtchef Jesper Sørensen tidligt lørdag morgen.

Den 24-årige, der er kendt af politiet i forvejen, blev lørdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør. Her blev han varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Det er endnu uvist, hvad der førte til slagsmålet mellem personerne.

- Vi skal også have undersøgt, hvordan den 23-årige kvinde er involveret i det. Hun er blevet snittet, formodentlig også med en kniv, men hun er ikke kommet alvorligt til skade, fortalte Jesper Sørensen tidligere lørdag.