Krimi

Ung mand dømt for vanvidskørsel – påkørte bil i rundkørsel med 140 kilometer i timen

Den 23-årige mand havde en promille på mindst 1,83.

En 23-årig mand er blevet idømt to og et halvt års fængsel for en lang række forhold, herunder en sag om vanvidskørsel, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Det skete tirsdag eftermiddag, da Retten i Viborg dømte manden og frakendte ham førerretten for bestandigt for i alt 18 forskellige forhold.

Vanvidskørslen fandt sted 11. april ved Møldrup nord for Viborg.

Med op til 140 kilometer i timen og med en promille på mindst 1,83 påkørte den 23-årige en anden personbil i en rundkørsel, hvis forsædepassager pådrog sig alvorlige skader i ansigtet.

Forinden havde den 23-årige foretaget en hensynsløs overhaling af fire-fem køretøjer med fare for en modkørende til følge.

- Skoleeksempel på vanvidskørsel

Ifølge anklager Frederik S. W. Rasmussen, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, er der tale om et skoleeksempel på den type kørsel, man har ønsket at ramme med hårdere straffe for vanvidskørsel.

- Jeg er derfor yderst tilfreds med, at retten har idømt en lang fængselsdom og samtidig besluttet at fratage en person, der har skabt stor usikkerhed på vejene for andre trafikanter, retten til at køre bil, siger han i en pressemeddelelse fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Ud over vanvidskørsel blev den unge mand også kendt skyldig i en række øvrige forhold om overtrædelse af færdselsloven – herunder grove hastighedsovertrædelser fra maj 2020 og frem til anholdelsestidspunktet i april 2021.

Retten i Viborg fandt også den 23-årige skyldig i overtrædelse af knivloven, rambuktyveri og trusler, ligesom retten i forbindelse med de mange færdselsovertrædelser konfiskerede to køretøjer hos den tiltalte.

Den dømte udbad sig betænkningstid med hensyn til ankespørgsmålet.