Krimi

Flere mænd arresteret og store mængder våben beslaglagt i Norge

Den norske udgave af Politiets Efterretningstjeneste er involveret i sagen, som har forbindelse til det højreekstreme miljø.

Norsk politi har tirsdag pågrebet og arresteret en mand i trediverne for ulovlig våbenbesiddelse.

I hans bolig i byen Bodø, som ligger i den nordlige del af landet, fandt politiet blandt andet 6 maskingeværer, 10 rifler, 5 pistoler, 31 maskingeværbælter og 18 magasiner med mere end 800 patroner. Det skriver NRK.

Foruden manden fra Bodø er to andre personer, en 20-årig mand fra Hamar og en mand i trediverne fra Lillestrøm, anholdt og sigtet for ulovlig besiddelse af skydevåben.

Ifølge politiet kan de alle knyttes til et netværk af personer fra højreradikale miljøer, som køber og sælger ulovlige våben.

Vides ikke, hvad våbnene skulle bruges til

De beslaglagte våben, som blev fundet hos manden i Bodø, er af ældre karakter, og flere af dem stammer helt tilbage fra Anden Verdenskrig. Alligevel var flere af dem funktionsdygtige og ikke plomberet, da de blev fundet, oplyser politiet til NRK.

De ved endnu ikke, hvad våbnene skulle bruges til, eller hvordan personerne har fået adgang til så mange våben og ammunition.

De norske domstole har dog vurderet, at manden har handlet groft uagtsomt med våbnene, og derfor er han foreløbigt varetægtsfængslet i en uge.

PST er involveret

Politiet oplyser, at de i ugevis har arbejdet på at finde frem til de involverede mænd, og Politiets Sikkerhedstjeneste (PST red.), det norske svar på Politiets Efterretningstjeneste, er også en del af efterforskningen.

Det bekræfter informationschef Martin Bernsen overfor NRK:

- PST er bekendt med anholdelserne den seneste tid. Vi følger med i efterforskningerne og har et samarbejde med politidistrikterne.