Krimi

To mænd varetægtsfængslet i sag om voldtægt af 14-årig

To mænd skal varetægtsfængsles, imens politiet efterforsker en sag om voldtægt af en 14-årig pige.

Østre Landsret har lørdag besluttet, at to mænd fra Køge skal varetægtsfængsles, imens politiet undersøger sagen om en 14-årig pige, som blev voldtaget.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Tre mænd på henholdsvis 21, 22 og 24 år var i politiets varetægt i sagen, men alle tre blev løsladt af Retten i Roskilde ved et grundlovsforhør onsdag.

Anklagemyndigheden var utilfreds med beslutningen, og efter at have kæret til Østre Landsret har landsretten nu besluttet, at to af mændene - den 21-årige og den 22-årige - skal varetægtsfængsles. Den 24-årige forbliver løsladt.

Hvad angår de to, der skal varetægtsfængsles, skal Retten i Roskilde søndag tage stilling til varigheden af varetægtsfængslingen.

Mændene er sigtet for voldtægt og frihedsberøvelse af den 14-årige pige.

Tvunget ind i bil

Mandag kom det frem, at det var politiets indtryk, at de tre mænd sammen havde tvunget pigen ind i en bil på Stevns søndag aften.

Herefter skulle de have kørt pigen til en adresse, hvor de havde tvunget hende til at drikke alkohol.

Ifølge politiet blev pigen tvunget til at tage tøjet af og udføre oralsex på to af mændene.

Den 21-årige og 22-årige blev anholdt af politiet onsdag. To dage forinden havde den 24-årige allerede meldt sig til politiet.

De tre blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde onsdag, hvor retsmødet foregik for lukkede døre.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad de sigtede eventuelt forklarer.

Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.